MERCEDES GIVER KOMFORTABEL KASSEVOGN KUNSTIGT ÅNDEDRÆT
Mercedes- Benz vil kapre kunder fra kassevognskonkurrenterne, og derfor har de smækket mere udstyr og en stor dieselmotor i Vito. Men virker det trick?
Når du skal kigge på din næste håndværkerbil, er det let at forholde sig til udbuddet, hvis du overvejer en Mercedes Vito.
Hos Mercedes- Benz Vans vil de nemlig gøre det mere enkelt at vælge varevogn, hvorfor Vito fremover kun kan fås i én udstyrsvariant.
Hertil kan der naturligvis vælges ekstraudstyr, men udgangspunktet er altid en pakke, hvor standardudstyret tæller ting som automatisk aircondition, fartpilot, lædermultifunktionsrat, komfortførersæde med armlæn, lændestøtte og sædevarme, regnsensor, dobbeltfløjede bagdøre, elektrisk styrtøj, forberedt til 2500 kg, sidevindsassistent og krom interiørpakke.
Testbilen, som MercedesBenz har stillet til rådighed for Ekstra Bladet Håndværkeren, er en baghjulstrukket 119 CDI i lang udgave med en syv- trins automatgearkasse og med en betragtelig mængde ekstraudstyr. Den smidige, momentstærke motor yder 190 hk og 440 Nm. Kombinationen af en stærk dieselmotor og en lækker automatgearkasse er fornuftig, hvis man ofte befinder sig i bytrafik eller i tæt trafik, for det øger komforten. Generelt er det svært at have indvendinger til den måde, Vito gebærder sig i trafikken.
Den kører komfortabelt og sluger ujævnheder ganske godt, og med en velfungerende servostyring føles Vito ikke som en kæmpe i trafikken.
Tysk trækhest
Motoren giver rigeligt med kræfter under acceleration, når Vito er tom for last, men momentet på 440 Nm tjener også et helt andet formål.
Vælger man sin nye Vito med baghjulstræk som på testbilen, er modellen godkendt til at køre med fuld vogntogsvægt, hvilket konkret betyder, at bilens vægt med læs må ramme helt op til 3050 kg. Yderligere 2500 kg må spændes på krogen, hvis det er nødvendigt. De baghjulstrukne udgaver kan kun fås med Mercedes’ syvtrins automatgearkasse.
Smider du ekstra 5000 kroner, får du en tilladt totalvægt på 3200 kg, og derfor stiger den samlede vogntogsvægt til hele 5700 kg. Hvis du ofte skal slæbe maskiner og materialer, så er det den pakke, du skal gå efter, for det er imponerende.
Varerummet har et lastrumsareal på 4,38 m2, og med en forholdsvis lav læssekant i bag er det overskueligt at få fyldt den plads ud med habengut.
Aldrende sag
Konstruktionen, som danner udgangspunkt for Vito, stammer helt tilbage fra 2014. Det gør noget ved helhedsindtrykket, hvor blandt andet sikkerhedssystemerne i Vito lader noget tilbage at ønske i forhold til konkurrenterne. Eksempelvis frontkollissionadvarslen, som kendes fra ældre Mercedes- modeller, består af en række lysdioder i forruden, der advarer med gult og rødt lys, når du kommer for tæt på noget foran. Noget gammeldags.
Infotainmentsystemet er trægt, og selv om funktionerne er udmærkede, så svigtes det af gammeldags grafik.
Håndbremsen er af den gamle velkendte Mercedesslags, hvor man skal træde på en pedal helt til venstre for at aktivere den og hive i et håndtag for at få den til at slippe.
På den måde kan man godt mærke, at bilen ikke er topmoderne.
Med et løft i udstyret og den enorme vogntogsvægt som trumfkort kan kassevognen stadig være et fornuftigt valg til de, der har netop det behov, som denne model understøtter.
Den kører komfortabelt og sluger ujævnheder ganske godt. Sikkerhedssystemerne i Vito lader noget tilbage at ønske i forhold til konkurrenterne.