– Jeg følte mig uforløst, indtil jeg tog spaden i hånden
Samanda Brændholt Larsen tog en bachelorgrad i religionsvidenskab, før hun fandt ud af, at det gav mere mening for hende at lægge rør og fliser. Til marts kan hun kalde sig anlægsstruktør som den første kvinde fra sin skole
Til dagligt skal Samanda Brændholt Larsen helst have jord under neglene. Hendes hverdag er alsidig, og hvor hun den ene dag kører gravko for at grave ud til rør og gasledninger, støber hun fundament den anden og lægger fliserne som toppen af kransekagen den tredje dag.
– Jeg er den første kvinde på min skole, der går til svendeprøve som anlægsstruktør, og selvfølgelig er det sjovt, men det lægger også et vist forventningspres på mig. Jeg vil jo gerne vise, at jeg kan lige så meget som mine mandlige kammerater – også selvom jeg er en kvinde, siger Samanda Brændholt Larsen fra København.
En barnedrøm
Faktisk er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse for den 31- årige anlægsstruktørlærling, når hun til marts får svendebrevet i hånden.
Men vejen derhen har ikke ligefrem været lige.
– Min far er kloakmester, og jeg var ofte med ham på arbejde. Derfor var det også min plan allerede i folkeskolen, at jeg gerne ville lave noget lignende, siger hun. Men sådan skulle det ikke gå. Ved siden af gymnasiet arbejdede hun for sin far, men arbejdsmiljøet var dengang ikke noget for en 16- årig pige, siger Samanda Brædholdt Larsen.
– Det var særligt kunderne, der satte spørgsmålstegn ved min kunnen, så jeg skulle hele tiden bevise, at jeg var dygtig nok. Derudover var jargonen i skurvognen og værkstedshumoren også for meget, siger hun.
Fra religion til gravko
Derfor gjorde hun som mange andre piger: hun begyndte at læse på universitetet, og efter mange år med næsen i bøgerne fik hun en bachelorgrad i religionsvidenskab. Men der var noget helt galt.
– Så kunne jeg blive gymnasielærer, men det sagde mig intet. Jeg havde en uro indeni, jeg ikke kunne slippe af med, fortæller hun og fortsætter:
– Jeg havde en lille have dengang, og for at samle tankerne ville jeg grave ud til et bed. Jeg følte mig uforløst, indtil jeg tog spaden i hånden. Da jeg var færdig, havde jeg syv vabler i hver hånd, men jeg var lykkelig. Og så gik jeg direkte ind og ringede til Teknisk Skole, og resten er fortid, siger Samanda Brændholt Larsen.
Til marts er hun færdiguddannet anlægsstruktør, og selvom hun næsten kun har fået karakterer i den helt høje ende af skalaen, så får hun svedige håndflader ved tanken om eksamen.
– Jeg er faktisk mere nervøs, end da jeg skulle til den afsluttende eksamen på universitetet, fordi det her er det, jeg i virkeligheden altid har villet, siger Samanda Brændholt Larsen.
Jeg er den første kvinde på min skole. Det her er i virkeligheden det, jeg altid ville.