Skuespil ikke nok – hjernen krævede mere
Som moden mand blev Peter Jorde psykolog og bruger nu musicaljobs som glasur på hverdagen
Han debuterede på Det Ny Teater som purung skuespiller og fik roser i metermål. Det fortsatte i årevis fra den ene store krævende musicalrolle til den anden.
Hans rolle som Tony i ’ West Side Story’ og hans fantom i ’ Phantom of the Opera’ er bare nogle af de store roller, ’ man’ taler om. Men pludselig var det ikke nok.
Der skulle andre eller rettere flere boller på suppen. Hjernen krævede mere arbejde.
– Jeg begyndte derfor at læse psykologi, og jeg blev færdig, da jeg var 44 år. Det valg har jeg aldrig fortrudt, smiler Peter Jorde.
Mange år i kirkekor
Lige nu er han aktuel i Det Ny Teaters store tyske satsning – musicalversionen af Roman Polanskis kultfilm ’ Vampyrernes Nat’ fra 1967. Den har titlen ’ Dance of the Vampires’ eller ’ Vampyrernes dans’. Også her har Jorde titelrollen som den blodtørstige grevevampyr.
– I virkeligheden ville jeg være læge. Det har jeg faktisk aldrig været i tvivl om, men virkeligheden kom til at forme sig anderledes, for jeg havde også lyst til skuespil, og mens jeg gik på skuespilskolen i Aarhus, blev det slået fast, at mine mange år i kirkekoret ikke havde været spildt, for det viste sig, at jeg også som voksen var blevet udstyret med en god stemme, fortæller Jorde.
Faren var smed
Ingen af disse ting kommer hjemmefra. Faren var smed, men det var bestemt ikke en metier, der talte til den ellers høje og bredskuldrede Peter. Så det blev en rejse fra minibyen Store Lyngby ved Frederiksværk til først spotlight og siden til hovedstadens akademiske højborg.
I virkeligheden ville jeg være læge
Umiddelbart synes der langt fra psykologi og lektorjobbet på Institut for Socialt Arbejde til en rolle som forelsket vampyr- greve, men i Jordes optik hænger tingene sammen.
– Som udgangspunkt handler begge fag om at lære noget om sig selv. Men hvor skuespillet er et følelsernes og tankens fag, så er psykologien en slags akademisk overbygning. Og jeg føler mig heldig over at have begge dele – og lykkelig over ikke at skulle præstere 200 gange på en scene hvert år. Mine to fag kører uproblematisk side om side, og jeg glæder mig, hver gang jeg har sagt ja til en ny rolle. De er en slags glasur på hverdagen.