MUSIKKEN DØR ALDRIG
Dizzy Mizz Lizzy mindede om rockens helende kraft
Dizzy Mizz Lizzy Øvelokalet, København, fredag
★★★★
– Hey hey, my my, rock and roll can never die, galpede Neil Young henover tordenskraldsguitar i 1979.
Det får legenden formentlig ret i, og coronavirussen kan i hvert fald ikke slå hverken rok og rul eller pop ihjel.
Neil Young, Chris Martin og Pink er blandt de mange verdensstjerner, der i disse forbudstider har givet hjemmekoncerter via sociale medier, og fredag aften var det så Dizzy Mizz Lizzys tur til at rocke ved kedsomheden via Ekstra Bladets hjemmeside.
Det gjorde de godt.
Blevet bedre
Koncerten blev sendt direkte fra trioens øvelokale, hvor man får indtryk af, de opholder sig en hel del. Frontmand Tim Christensen er perfektionist i nærmest sygelig grad, og intet var overladt til tilfældighederne, da Dizzy Mizz Lizzy understregede, at de er noget så sjældent som et rockband, der er blevet bedre med årene.
Grønskollingerne fra den såkaldte grønne bølge, som skyllede indover Danmark i 1990’ erne, har fået hår i både ansigtet og på brystet.
Tre sange fra gruppens netop udsendte og overraskende tunge album, ’ Alter Echo’, sad lige i elskabet med trommeslager Søren Friis i bastant storform, men undtagelsesvis var gutterne ved at tabe ellers medrivende ’ I Would If I Could But I Can't’ mellem hænderne.
Nostalgisk hit
Dizzy Mizz Lizzy sluttede deres helhjertede halve time nostalgisk af med det gamle hit ’ Silverflame’, der stadig bare lugter uskyldigt af efterskole og ungdomskærlighed fra dengang, verden var knap så syg og kompliceret.
Rockmusikken er trængt af hiphop og dåsepop og generelt på retræte, men midt i en verdenskrise mindede tre sympatiske danskere om genrens helende og samlende kraft.
For en stund glemte de fleste nok, at man kan dø af corona.