STRISSER PÅ STENBROEN
Gadebetjent gik ned med posttraumatisk stress og skriver nu romaner om forbrydere
Med mere end 40 år i bagagen som politibetjent ved Erik Hauervig, hvad han skriver om i sine kriminalromaner.
– Det handler om mennesker. Det med at arbejde med mennesker har altid været meget vigtig for mig. Derfor har jeg altid været der, hvor sker. Ude på gaden, fortæller den nu pensionerede betjent.
Omkring 2007 fik han diagnosen ptsd, der ifølge ham blandt andet havde rod i to særlige begivenheder, der begge handlede om døde børn, og som satte så dybe ar i sjælen, at han blev syg.
Druknet barn
– Den første episode drejede sig om et lille barn, der var druknet i Ørstedsparken i København.
– En narkoman havde taget sit barn med i en barnevogn. Narkomanen faldt i søvn, og barnevognen trillede ned i søen i parken, hvor barnet druknede, fortæller han.
I den anden episode mistede et lille barn livet efter grov vold.
– Vi blev kaldt til Rigshospitalet, hvor et spædbarn var død, fortæller Erik Hauervig.
Baby med kraniebrud
Spædbarnet var blevet taget i benene og derefter slået ned i gulvet, så det blandt andet havde fået kraniebrud.
Forældrene var et afghansk par, og de blev siden dømt for dødsvold. Sagen bundede i en strid om ægteskab, hvor den ene forælder egentlig skulle giftes med en anden.
Selvom han før havde set grimme tilfælde med døde mennesker, så var det disse to sager, der fik det mentale bæger til at flyde over:
– Jeg havde lige købt hus.
Nu sad jeg der og lod haven stå til. Jeg kunne ikke kende forskel på nat og dag, og når jeg var på arbejde, så trak jeg mig og undgik opgaverne, fortæller han.
Læge foreslog skriveri
Det var også tydeligt for omverdenen, at noget var galt. Derfor spurgte hans kone, om ikke han skulle til psykolog.
Under ptsd- behandlingen opstod idéen om at skrive.
– Jeg besøgte en læge, Gitte hed hun, i et lægehus i mit lokalområde i Vallensbæk. Hende snakkede jeg med, og vi blev enige om, at jeg måske skulle prøve at skrive noget, fortæller Erik Hauervig.
– Vi havde siddet og snakket lidt om, hvad jeg egentlig skulle nu. Jeg havde lyst til at skrive en bog, så der stod noget på bibliotekets hynder, når jeg engang ikke er her mere.