Min kone og børnene blev ladt i stikken
Umiddelbart efter sin blodprop blev Anders Langballe tilknyttet Center for Hjerneskade.
Her blev han tilbudt alt, hvad han havde brug for.
Men det blev hurtigt klart, at han ikke var den eneste med behandlingsbehov, for børnene var hårdt medtagede – traumatiserede og angste. Og det samme var fruen.
– Det har kostet så mange kampe, som Anette på grund af min tilstand ofte måtte udkæmpe alene, at få taget hånd om familien. Det lykkedes, men en pæn del af det, måtte vi betale selv. Det kunne vi så heldigvis. Men det kan langtfra alle, og det er i mine øjne et samfundsmæssigt dumt sted at spare.
Svær og alvorlig sygdom
– Børnene blev selvfølgelig ramt hårdt af både min blodprop og oplevelsen med epilepsianfaldet i New York – og så er der min kone, som lige siden november 2018 har måttet bære på os alle tre.
– Selvfølgelig skal familier og pårørende ikke lades i stikken. Tænk på, hvad det på den korte bane kunne komme til at koste i tabt uddannelse, behandlinger og medicin - og på den lange bane i psykiske lidelser og måske pensioner - bare fordi man ikke vil bruge penge på at samle familien op, når mor eller far rammes af en så svær og alvorlig sygdom.
Langballe understreger, at han følte sig heldig over alt det, han personligt blev tilbudt – selvom han under sit restitueringsforløb da også følte sig psykisk presset over, at der ikke var hjælp til familien.
150 meter væk
– På egne vegne må jeg konstatere, at alt fungerede perfekt på Center for Hjerneskade fra dag et. Helt anderledes så det ud for flere af dem, jeg gik til genoptræning med. Jeg så mennesker på min egen alder, som aldrig vil blive i orden igen, fordi de kom fra kommuner, der vægter de kommunale kroner anderledes og derfor kom alt for sent i gang.
– Havde jeg boet bare 150 meter længere nede ad vejen, havde jeg tilhørt en anden kommune, som først sender deres hjerneskadede borgere til Center for Hjerneskade, når de lokale terapeuter har givet op og ikke kan komme længere med den ramte borger.
– Men herved når skaden at sætte sig, og så kan selv specialisterne på centeret ikke udrette mirakler. Det er godt nok tåbeligt – både økonomisk og menneskeligt.
Sygdommen har lavet alt om i Anders Langballes liv. Selvom han fortsat kan have lidt kognitivt småbøvl, så ved han, at han har været heldig, og den lykkefølelse skal ikke sættes over styr.
– Jeg har fået et godt job nu, men mit fokus ligger hos familien. Det er da helt sikkert.
kash
Jeg så mennesker på min egen alder, som aldrig vil blive i orden igen, fordi de kom fra kommuner, der vægter de kommunale kroner anderledes