FARVEL TIL EN MESTER
Ennio Morricone er død, og han blev 91 år. Ekstra Bladet talte med ham, da han for tre år siden for første og sidste gang skulle give koncert i København
Der er krukker, og så er der vaskeægte divaer. Den sidste gruppe har som regel noget at have adfærden i, og det havde Ennio Morricone – skaberen til musikken i skolekammeraten Sergio Leones spaghettiwesterns – ubetinget.
Ekstra Bladet fik muligheden for en samtale med den store komponist, inden han gik på pension.
’ Husk at tiltale ham Maestro’, sagde hans danske agent forud for min samtale med Morricone – ’ Og tal tydeligt. Han nægter at tale engelsk, men selvom han ikke vil indrømme det, kan han godt forstå det.’
Samtalen med Maestro foregik via tolk, men tolken var vant til det, så selv mine kluntede forsøg på at være morsom blev behændigt og elegant oversat.
Og da jeg var færdig med at spille gulvviolin, som man siger, når man er lige på kanten af at kamme over i ros og beundring, var der hul igennem.
Meget italiensk
For det bekom ham vel. Varmen i den dengang 88- åriges stemme og de små latterudbrud viste, at han både var glad for de mange musiktitler, jeg kunne, og for at blive beundret af en for ham meget yngre kvinde.
Man var vel ikke italiener for ingenting.
– Nej, jeg bor ikke dør om dør med Sophia Loren. Men hun bor i min nærhed, og jeg har da naturligvis talt med fru Loren, forklarede Maestro, inden han fordybede sig i fortællingen om sine 60 år i musikkens verden, og det faktum, at han havde valgt at holde sin sidste store afskedskoncert i København.
I skole med Sergio Leone
– Sædvanligvis sætter jeg aldrig tid af til sightseeing, når jeg besøger en by i arbejdsøjemed. Men mange af mine venner har rost Danmark og København, og da jeg nu er her for første gang, vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har en liste over ting, jeg absolut må opleve, så jeg bliver et par dage ekstra.
Morricone var mere italiensk end pastaen og en af verdens ypperste filmkomponister. Han var for resten af verden, hvad Bent Fabricius- Bjerre er for Danmark. Tænk på titler som ’Den gode, den onde og den grusomme’ eller ’ Vestens hårde halse’.
– Da Sergio Leone i 1964 ringede til mig første gang, havde jeg helt glemt, at vi havde gået i skole sammen som drenge. Men jeg blev naturligvis smigret og var meget interesseret i den udfordring, han tilbød mig, fortalte Maestro.
Set i bakspejlet var det en rigtig god idé for dem begge. Maestroens film- ørehængere er gået over i historien, og i hjemlandet er hans klassiske kompositioner også værdsatte.