Fint, Sverige afviser Paludan, men ...
Rasmus Paludan SVERIGE HAR FORBUDT indrejse de næste to år. Så langt, så godt. En suveræn stat må selv vælge, hvem den vil have ind. Især hvis dem, som staten lukker grænsen for, vurderes at kunne være til fare for statens sikkerhed. Så personligt har jeg ikke det store problem med, at Sverige ikke gider have Rasmus Paludan ind.
forundret over, at JEG KAN VÆRE LIDT man bruger en del ressourcer på at holde en mand, hvis normale ’ forbrydelse’ og modus operandi er at fornærme individer og en religion, ude. Især når Sverige samtidig åbenlyst for resten af Skandinavien har tabt kontrollen over gader og stræder i adskillige byer.
Men Sverige om det, det er grundlæggende ikke vores problem. Omend – hvis de bliver ved med at sende deres forbrydere herover og etablerer gangsterkrig – kunne det blive det, men det er et andet blogindlæg.
afvisningen og INTERNT I DANMARK HAR indrejseforbuddet afledt en fascinerende reaktion. Vi ser ganske mange juble over afvisningen af Paludan i Sverige. Her vel at mærke personer, som normalt har endog store vanskeligheder ved den ’ normale’ danske konsensus om, at vi afviser dem, der beviseligt vil os det ondt, og udviser dem, der i praksis har vist, at de ikke vil fællesskabet Danmark noget godt.
Der er noget dybt fascinerende over den intellektuelle smidighed, der udvises her. For man kan ikke være for, at Sverige afviser Rasmus Paludan, som ikke forsøger at anstifte oprør, terror eller deslige i Sverige, og så samtidig være imod, at vi afviser hadprædikanter i Danmark.
og inkonsistent posiDET ER EN ABSURD tion. For hvis man er imod hadprædikantlisten og adgang til udvisning af ikke- statsborgere ved dom for personfarlig kriminalitet, kan man ikke, uden at være en hykler af Jens Rhodeske standarder, være for, at Sverige afviser en mand, hvis forbrydelser primært er, at han opfører sig elendigt i det offentlige rum, og at han så ikke kan lide islam.
Hvis man er for hadprædikantlisten og mener, at den endda måske bør udvides, og at suveræne stater som klart udgangspunkt selv vælger, hvem de vil have inden for grænserne, kan man heller ikke mene, at Sverige har en eller anden sær forpligtelse til at give adgang til danske statsborgere, som de ikke gider have ind.
Der er noget dybt fascinerende over den intellektuelle smidighed, der udvises her
betændte og opkørte MAN KUNNE I DEN flygtninge-/ indvandrere-/ migrant-/ grænsedebat ønske sig en større konsistens hos alle parter. At man også tør gå imod ens venner.
Det burde ikke være så svært, omend det selvfølgelig kræver, at man nogle gange må forsvare rettigheder for folk, man er uenig med. Det kaldes redelighed. En del flere burde prøve det.