Håber på børnebørn

Han ved godt, at det ikke er noget, han dør af.

Men døden har alligevel sneget sig ind i Poul Erik Høyers tanker i kølvandet på Parkinsons- diagnosen.

– Jeg vil have mest muligt ud af livet. Og døden kommer tættere på. Selvom at du ikke dør af Parkinsons, lever du med Parkinsons. Og den kan beskadige lungerne, og så kan du dø af lungebetændelse. Det skete for min far, siger han og understreger dermed vigtigheden af at være i god fysisk form.

– Jeg anerkender, at der er noget, der hedder døden. Det er der for os alle. Den kan vi ikke snyde, siger han og tilføjer en anden ikke ubetydelig faktor for et menneske med voksne børn.

Begyndte bare at tude

– Jeg har to voksne drenge. Dem vil jeg gerne være til for. Og det ville da være fantastisk, hvis jeg fik børnebørn. Det vil være en oplevelse.

Han lægger ikke skjul på, at han er pragmatisk – men samtidig er en følelsesladet sjæl.

– Jeg kan godt sidde i mit stille sind, hvis jeg flyver hjem fra Malaysia sidde og reflektere lidt over tingene. Livet har en ende på et tidspunkt. Og hvornår slår den her sygdom til næste gang. Den udvikler sig. Det er ikke godt at vide, hvordan og hvornår. Det er noget af det mest irriterende. Bare jeg vidste det på forhånd.

Han indrømmer, at der også er fældet tårer over det.

– Joan spurgte mig forleden ved morgenbordet: Hvordan har du det? Jeg havde haft en lortenat, og ud af ingenting begyndte jeg bare at tude.

– Jeg kan godt få negative tanker og blive sortseer i ny og næ. Hvorfor sker det lige mig, og det er kraftedeme også ærgerligt.