GUL FEBER KOSTEDE DYRT
På endnu en etape, hvor favoritterne holdt sig i ro, tog Ekstra Bladet bagvejen til mål for at besøge stedet, hvor en af løbets store tragedier udspillede sig
COL DE PERJURET ( Ekstra Bladet): Til højre lige efter broen i Anduze og vi er ‘ hors course’ – uden for løbet. Feltet er lige skudt gennem byen i hastig jagt på otte udbrydere. Adam Yates i den gule trøje ligger godt beskyttet i front med sine holdkammerater foran sig i en offensiv til forsvar for førertrøjen.
Den gule feber er ikke brudt ud i lys lue endnu. Kampen om sportens måske mest kraftfulde symbol tager til, men endnu er der ingen frontalangreb på Yates fra de store favoritter til den samlede sejr.
Målet på Mont Aigoual er alt for overkommeligt at nå. Der er kun få sekunder at vinde med et angreb, så alle de store sparer sig til en anden god gang. Pinot, Roglic, Bernal, Quintana.
De eneste, der forsøgte at følge med Nencini, når det gik nedad, var ryttere med en stærk dødsdrift
Formidabel nedkører
Vi skyder en god fart gennem Cevennerne mod nordvest for at ramme bagsiden af bjergmassivet og nå Mont Aigoual nordfra, mens rytterne bestiger bjerget fra syd. Vores mål er stedet, de kalder Les Clauzels på nedkørslen fra Col de Perjuret.
Vi er kun få kilometer fra Tourens bestemmelsessted, men ethvert livstegn fra den ulideligt støjende, forurenende og i disse tider pressefjendske karavane er absorberet af klipperne og skovene, der vokser ind i himlen.
For 60 år udspillede sig netop her ved Les Clauzels en af Tourens helt store tragedier. 15. juli, 14. etape, en søndag. Efter at have passeret Col de Perjuret et par kilometer længere oppe lå italieneren Gastone Nencini forrest med den franske stjernerytter Roger Rivière på hjul.
Nencini var kendt som en formidabel nedkører. Den franske legende Raphaël Géminiani udtalte engang, at de eneste, der forsøgte at følge med Nencini, når det gik nedad, var ryttere med en stærk dødsdrift. Rivière var en af dem, der forsøgte.
Stejl skrænt
Netop her svinger vejen let til venstre, men Rivière fortsatte ud over kanten og ned ad en stejl skrænt.
Han kom ikke op igen ved egen kraft. Et brud på ryggen lammede ham, og han kørte aldrig på cykel igen.
Det var den gule feber, der drev ham ud over kanten.
Drømmen om den gule trøje og hans higen efter sportens største trofæ drev ham til at skære hjørner.
Han var stærkt medicineret den dag. Da han blev reddet op, fandt man piller i hans lommer på trikoten. Flere stoffer fandt man i hans bagage på rytterhotellet.
Misbrug
Det er almindeligt anerkendt, at Rivière var så bedøvet af morfinpræparatet Palfium, at han ikke var i stand til at bremse, da han drønede ned ad bjerget. Og hans misbrug stoppede ikke, selv om han aldrig kom på cyklen igen.
Få år efter ulykken fortalte han, at han tog op til 40 amfetamintabletter om dagen, skriver Joakim Jakobsen i ‘ Tour de France’. Rivière var på det tidspunkt reelt narkoman.
I løbet af 1975 oplevede Rivière tiltagende problemer med sin stemme, og undersøgelser afslørede, at han led af kræft i strubehovedet. Sygdommen viste sig uhelbredelig, og han døde som blot 40- årig i 1976.
Vi forlader Les Clauzuls og kører til Mont Aigoual, hvor kasakheren Lutsenko vinder.
Den gule feber drev ingen til at smide al forsigtighed over bord og sætte alt på ét bræt. Ikke denne gang. Og forhåbentlig aldrig så konsekvent, som Roger Rivière gjorde det den julidag i 1960.
Det er nok den vigtigste sejr i min karriere