ET NYT LIV PÅ VANDET

Pernille fik livsglæden tilbage i roklubben

SVISJ-SVISJ. SVISJ-SVISJ. De to sæt årer bliver trukket i takt, og den slanke båd rider skærer forbløffende hurtigt gennem vandet. Ved det årerne sidder to kvinder, som ubesværet holder den fælles rytme. Den ene er den 48- årige folkeskolelærer Pernille Pedersen, som med sine stærke tag ligner en rutineret roer.

Det er hun også nu, men for få år siden havde hun aldrig siddet i en robåd.

– Jeg var gået gennem den værste skilsmisse, og jeg var helt nede i hullet. Jeg gik lægen, men jeg er ikke til piller og den slags. Så foreslog han, at jeg skulle prøve at ro. ’ Hvorfor fanden skal jeg begynde at ro,’ tænkte jeg dengang, men efter lidt tid gav jeg det en chance.

OG DET BLEV BEGYNDELSEN på en ny livsstil. Nu kommer Pernille året rundt tre gange om ugen eller mere i Køge Roklub.

– Jeg kan ikke undvære det. Det vigtigste er fællesskabet. Her bliver taget godt imod alle, tykke og tynde, unge og gamle – alle snakker med hinanden. Og når jeg sidder ude på vandet, så forsvinder alle mine problemer.

I DEN TRADITIONSRIGE roklub på havnen i Køge er der også muligheder for at ro indendørs på de mange maskiner, der er stillet op i træningsrummet på førstesalen, så det er en sportsgren, der kan dyrkes alle fire årstider – både i fællesskab og alene.

– Jeg har min egen nøgle, så jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil komme herned.

– Nogle gange kan det være fint nok bare at tage en halv times ergometer- roning, når jeg ikke har tid til at komme ud på vandet. Men i bund og grund er det fedeste, når vi gør det sammen.

SOM OFTEST ER DET naturoplevelserne og fællesskabet ude på vandet, der trækker Pernille ned i roklubben.

– Roning er motion for hele kroppen, pulsen kommer op, og det er ikke kun armene eller benene, man bruger.

– Og så giver det noget helt særligt at ligge derude i en båd og kigge ud over vandet. Livet er aldrig noget lort, når du sidder derude.