Ballade om navnet
Det nye parti fik i juni afvist navnet Frie Grønne af Valgnævnet, fordi det minder for meget om partiet De Grønne, der også er i gang med at skaffe vælgererklæringer til næste folketingsvalg.
Partiets navn er nu Frie Grønne – Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Det ærgrer formand for De Grønne, Jonas Holm, der er bange for, at partiet vil blive forvekslet med det profilstærke Frie Grønne.
– Jeg er skuffet over, at de omgår afvisningen af navnet med en bi- sætning. I praksis og udadtil vil de jo kun kalde sig Frie Grønne. Afgørelsen fra nævnet påpeger klart, at det er svært ikke at forveksle deres og vores partinavn, siger Jonas Holm.
Forvirrer vælgerne
Frie Grønne – Danmarks Nye Venstrefløjsparti gør ikke meget ud af at få hele navnet med hverken på hjemmesiden, i medierne eller på pressemødet i går.
Det er dog ikke op til Valgnævnet at vurdere, hvordan partiet vælger at brande sig selv. De vurderer udelukkende, om navnet på stemmesedlen kan forveksles. Jonas Holm fra De Grønne mener, at markedsføringen kan forvirre vælgerne lige så meget som navnet på stemmesedlen, hvis ikke mere.
– Begge vores partier skal til at kæmpe om vælgererklæringer, men de har flere kendte ansigter. Når folk ser, der står De Grønne på min Tesla, så vil mange tænke, at ’det må være Uffe Elbæks nye parti’, siger Jonas Holm.
Ekstra Bladet forsøgte i går forgæves at få en kommentar til sagen fra Frie Grønne – Danmarks Nye Venstrefløjsparti.