Jeg ville gerne have delt det her med min far
Så LA ROCHELLE ( Ekstra Bladet): gik første hviledag, og i de her coronatider var det noget andet, end det plejer at være i Grand Tours.
Der er ingen fysiske pressemøder, ingen kaffestop på rulleturen og ingen besøg af familien eller andre uden for den her boble, vi befinder os i under løbet. Der var ingen fysiske pressemøder, ingen kaffestop på rulleturen og ingen besøg af familien eller andre uden for den her boble, vi befinder os i under løbet.
DET DER MED ikke at se familien i det meste af en måned er nok det værste.
Min far var faktisk på vej herned til de første etaper i Nice for at se mig køre Tour de France i VM- trøjen.
Han tog turen på sin motorcykel, men da han havde kørt 1600 kilometer og havde nået Comosøen i Italien, blev Provence erklæret rød coronazone med høj smittefare.
Så måtte han vende om og køre hjem igen. JEG KUNNE GODT mærke på ham, at det gjorde ondt på ham, at han ikke kunne være her til de første etaper i min første Tour.
Det er sgu også ærgerligt. Det er noget, jeg prøver ikke at tænke for meget på, for jeg ville meget gerne have delt den oplevelse med ham.
Da jeg var helt ung cykelrytter, kørte han mig land og rige rundt – ja, hele verden rundt – for at jeg kunne køre cykelløb.
Så kom der et punkt, selvfølgelig, hvor han måtte træde mere ud på sidelinjen, og det var nok svært for ham, men at han heller ikke kunne se mig køre Touren for første gang, gjorde ondt. DET HAVDE VÆRET rart lige at kunne se sin familie på hviledagene, men man accepterer selvfølgelig, at det ikke kan være anderledes. Vi lider det her kæmpe afsavn alle sammen, så vi er sikre, og vores familier er sikre.
Der er ingen grund til at løbe en risiko for at kunne se hinanden i et par timer på en hviledag.
Derfor er jeg særligt glad for, at Niklas, som er min værelseskammerat, også kører Tour de France i år. Vi har kendt hinanden i rigtig mange år, og det er superfedt, at vi kan få lov til at få den her oplevelse sammen. Vi har kørt Giro d’Italia sammen, og nu kører vi Tour de France sammen.
VI HAR KENDT hinanden, siden vi var otte år og kørte ‘ yngste drenge’ mod hinanden.
Vi har ikke et venskab, hvor vi har set hinanden hver uge gennem alle årene, men vi har alligevel et bånd og en historie, vi kan fortælle, og nu føjer vi med Touren endnu et kapitel til den.
Det er fedt at kunne gøre det i en tid, hvor vi ikke kan dele vores oplevelser med vores familier og kærester og koner og venner.
Alle de her coronarestriktioner ændrer nok oplevelsen af Tour de France, men skal jeg være helt ærlig, så er der nogle dem, som faktisk er til vores fordel.
NORMALT,NÅR man kører til start, og når man efter etapen kører over stregen, er der masser af journalister og tilskuere, der omringer en og vil have en bid af en, men her i Touren i år holdes de forskellige grupper adskilt, og det er faktisk ikke så skidt.
DETER LANGT mindre stressende for os ryttere, at der ikke render 50 journalister og kameramænd rundt mellem 180 cykelryttere og vores soigneurer og hjælpere.
Det kan godt blive en slåskamp nogle gange, hvor man får et kamera i hovedet og må mase sig frem.
På den anden side er det lidt ærgerligt, at der nu er kun er de her bokse, hvor journalisterne skal stå og lave deres interview.
Har man lige kørt en kold etape, så er det rart at hoppe ind i bussen og få en varm trøje på eller tage et varmt bad, før man så går ud og snakker med journalisterne.
Men der er så ikke nogen, for de står oppe ved stregen i deres bokse og venter forgæves. JEG HAR ALTID haft det fint med journalisterne og har ikke noget imod at tage interviewene ved bussen.
Jeg er altid blevet behandlet ordentligt og med respekt, og så vil jeg også gerne give noget tilbage. Det er blevet sværere nu.
Det der med ikke at se familien i det meste af en måned, er nok det værste Mads Pedersen VERDENSMESTER I CYKLING
Da jeg var helt ung cykelrytter, kørte han mig land og rige rundt – ja, hele verden rundt – for at jeg kunne køre cykelløb
Det er også lidt ærgerligt, at der er så få folk omkring busserne, for laver man et godt resultat, så er det også alle dem, der myldrer hen til bussen, der er med til at fejre det.
ATMOSFÆREN ER en anden på grund af den her sygdom, som kræver, at vi holder afstand til hinanden.
Men det er vilkårene i denne tid, og jeg nyder stadig hver eneste dag at køre etaperne i det her kæmpe løb.