Hvad med Ali, Özlem?
statsministerens udSIKKE EN PALAVER, talelse for nylig skabte.
’ 15- 17 indvandrerdrenge skal ikke gøre det utrygt at tage S- toget på den københavnske Vestegn,’ sagde Mette Frederiksen, og straks var de etablerede røster i den offentlige debat klar til at skyde racisme- kortet afsted.
sin egen dagsorNUVEL, ENHVER HAR den. Kritikere af statsministeren havde vel en dagsorden om at fordreje debatten. Hvorfor skulle vi ellers høre om Özlem Cekics pragteksemplar af en søn, der både er jurastuderende og tjener fædrelandet i Forsvaret? Jeg håber, at sønnen fik tilbudt et studenterjob eller to, efter at hun havde lavet en ansøgning på hans vegne under påskud af, at det var et indspark i debatten. For ellers giver det da slet ikke mening, at hun følte sig så truffet.
min højJEG TØR VÆDDE re arm på, at Cekics søn godt ved, hvad klokken ville være slået, hvis han nogensinde opførte sig så utilregneligt i det offentlige rum, som 1517 drenge på den københavnske Vestegn gør. Cekic har nemlig opdraget sin søn bedre.
debatten
DERMED ENDTE med at handle om alt andet end de unge mænd, der roder rundt i livet. De unge mænd med minoritetsbaggrund på Vestegnen er overladt til sig selv, mens opportunister brygger den næste kande kaffe.
Jeg håber derfor, at fagfolk, der dagligt har at gøre med de unge mænd, husker på formålet. 15- 17 såkaldte indvandrerdrenge må og skal ikke gøre det utrygt for andre borgere. For i den sidste ende går det ud over dem selv.
blive af en Ali, som ikke HVAD SKAL DER kan læse og regne, er blevet smidt ud af flere folkeskoler og har forældre, som endnu befinder sig i Konya i Tyrkiet, selv om en af dem er født her i landet? Jeg har ondt i maven på vegne af Ali.
kommer næppe til at læFOR CEKICS SØN se lektier med ham – eller socialisere sig med ham. Han vil jo nødig blive set eller opfattet som de der problematiske ’ indvandrerdrenge’.
Ej heller kommer Cekic forbi skolen i Albertslund, hvor jeg har min daglige gang, og hjælper med at klæde de her unge drenge på til livet. Medmindre hun inviteres til et fint foredrag. Jeg græmmes!
at debatten havde væJEG VILLE ØNSKE, ret præget af fagfolk, der dagligt møder op til et bjerg af problemer og alligevel sætter en ære i at gøre en forskel. For de ville faktisk have givet statsministeren ret. Der er i hver eneste Vestegns- kommune en gruppe unge danske mænd med anden etnisk herkomst, som er produktet af et berøringsangst system og passive forældre. Og de her drenge skal vi have fundet en vej ud af elendigheden for – ellers drukner de.
I stedet satte Cekic og ligesindede sig på debatten som ivrige værdikrigere på bekostning af unge drenges fremtid.
Der er i hver eneste Vestegns- kommune en gruppe af unge danske mænd med anden etnisk herkomst, som er produktet af et berøringsangst system og passive forældre
vil DEN KRITISKE LÆSER spørge, hvorfor jeg ikke har været ude før og modsige Cekics udlægning af virkeligheden. Og til det lyder svaret: Jeg har været for optaget af at gøre en forskel i virkeligheden til at have tid og kræfter til at sætte mig bag tastaturet.
Sådan er det bare. Energien og tiden opsluges, når man findes derude, hvor 15- 17 unge drenge har brug for en kærlig og streng opdragelse af læreren, fordi forældrene ikke magter det.
selvfølgelig være svært at MEN DET KAN forstå, når det eneste formål for øje er at pudse egen glorie, som Cekic har brugt al sit krudt på.