Syre for sjælen
Det amerikanske band The Flaming Lips flipper ud på mageløs vis
The Flaming Lips American Head ( Bella Union/ Border) Ude fredag
Det er utroligt, at The Flaming Lips ikke er brændt ud for længst. Men 37 år efter fantasterne tændte op under årtier med alskens aparte vanvid, er de her endnu.
Heldigvis for det. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det faktisk, at anarkisterne fortsat kan betage, som de gør på pragtfulde ’American Head’.
Selvskabt utopia
Efter en stribe skæve sideprojekter, grænsesøgende eksperimenter og samarbejder med popstjerner som Miley Cyrus og Kesha er The Flaming Lips’ 16. album en tilbagevenden til den mere melodiøse stil på gruppens 18 år gamle hovedværk, ’ Yoshimi Battles the Pink Robots’.
Med afsæt i The Beach Boys og The Beatles tager bandet et psykedelisk trip til det selvskabte utopia, The Flaming Lips har kultiveret på talrige udflippede udgivelser, men ’ American Head’ har også kontakt til virkeligheden.
Flere sange leder tilbage til frontmand Wayne Coynes barndomsminder fra en søskendeflok af forrykte freaks i Oklahoma City, hvor hans fascination af bevidsthedsudvidende stoffer tydeligvis fik lov til at vokse frit.
’American Head’ er gennemsyret af rusmidler, men det føles aldrig som en kliché på ’When We Die When We're High’, ‘ Watching the Lightbugs Glow’ og ‘ Mother I’ve Taken LSD’, hvis titler siger alt om albummets mildest talt kosmiske tone.
Hooks i hjertet
The Flaming Lips’ musikalske mastermind og multiinstrumentalist, Steven Drozd, leverer en kraftpræstation på især ’ Flowers of Neptune 6’ og ’ Dinosaurs on the Mountain’, som er udstyret med store hooks, der går lige i hjertekulen.
I et sofistikeret og detaljerigt lydbillede flyder materialet som ebbe og flod, og atter balancerer The Flaming Lips deres emotionelle pondus mellem en slags flimrende, lyksaligt galskab og dyb, melankolsk afmagt.
Veteranernes inspirerede kreativitet rummer velkendte, hjemmerullede kvaliteter, men kammer til tider over i en nærmest barnlig naivitet, der ikke desto mindre er et sjældent adelsmærke, som de på forunderlig vis har formået at værne om.
Man glæder sig allerede til, hvad dette eventyrlige orkester finder på næste gang.
I et sofistikeret og detaljerigt lydbillede flyder materialet som ebbe og flod