'INTET ER FORANDRET’
SKAL JEG VÆRE helt ærlig, så ved jeg sgu ikke, hvad der skete derude i dag. Jeg havde bare gode ben, og jeg troede på, at jeg kunne, og så sad jeg pludselig dér blandt de bedste klatrere i det her års Tour de France og hang på et langt stykke op ad Col de la Madeleine. Det havde jeg ikke selv forudset, da løbet for nogle uger siden blev skudt i gang i Nice.
Hvad handlede det her om? Det er der flere, der har spurgt mig om. Var det for VM- trøjens skyld? Skulle jeg lige vise mig frem i trøjen en sidste gang? Var det for holdet? Var det for vores holdkaptajn Richie Porte? Ja, jeg nyder at køre i trøjen, selv om jeg også prøver ikke at tænke på, at jeg kører i den. Og ja, det var for Richie, for han er en helt igennem god fyr, som jeg gerne vil yde mit bedste for.
MEN DET VAR allermest for min egen skyld. Det her var ikke noget, jeg planlagde og udførte for at blive set eller for at bevise, at det er fortjent, at jeg har trøjen eller noget i den retning. Det var ikke for andres skyld. Jeg skulle bare prøve mig selv af, og det er fedt at kunne bekræfte over for sig selv, at man faktisk hører hjemme i det her selskab.
Nogle gange er det sgu fedt, når det gør ondt. Nogle gange bliver man overrasket over, hvad ens krop egentlig kan. I et så langt etapeløb bølger formen op og ned. De første dage bliver man bare trættere og trættere, men så bliver man bedre og bedre, for så til sidst i den tredje uge – de sidste tre- fire dage – at nå til et punkt, hvor man ikke bliver så meget bedre længere.
TIL SIDST ER DET bare ren overlevelse, og så gør det bare ondt, men man er også blevet stærkere. Hvis man griber en Grand Tour rigtigt an, så kommer man ud af den i temmelig god form. Starter man Touren i sin allerbedste form, så kan man godt komme til at betale regningen i den tredje uge.
På den her etape prøvede jeg mig selv af for at se, hvordan jeg har det lige nu – hvordan kroppen har det. Jeg gik ind til dagen med den indstilling, at jeg ikke bare skulle igennem, men at jeg skulle prøve at sidde med, så længe jeg kunne på Col de la Madeleine. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.
DA VI KØRTE ind på Madeleine, delte jeg oven i hovedet stigningen op i bidder, så den var nemmere at overskue. Jeg røg af med seks- syv kilometer til toppen, men jeg vidste, at hvis de ikke havde mere end to minutter på toppen, så havde jeg stor
Mads Pedersen VERDENSMESTER OG TOUR- DEBUTANT
chance for at komme tilbage igen på nedkørslen.
Jeg gav alt, hvad jeg havde og satsede så på, at jeg kunne køre hurtigt nok på nedkørslen til at komme tilbage. Det var heldigvis nok, og så gjaldt det jo bare om at hjælpe Richie på resten af nedkørslen og sørge for, at han havde noget at spise og drikke, inden de røg ind på den sidste stigning.
jeg så skiltet, der markereLIGE SÅ SNART, de starten på den sidste stigning, så slog jeg ud til højre. Så kunne jeg alligevel ikke gøre nogen forskel mere den dag, og så sparede jeg bare lidt kræfter til de næste dage og skulle bare til stregen stille og roligt.
Det er Tour de France, og det er kongeetapen, så det lyder forkert at sige, at det var en god gang træning, men jeg må bare sige, at det sateme er en god træning frem mod klassikerne at skyde den af på den måde.
for den etape, og jeg er stolt JEG ER GLAD over, at det gik så godt. Men jeg glemmer aldrig, at den der sidste stigning op til mål bare var en rigtig lortestigning.
Intet er forandret! Jeg bliver aldrig bjergrytter, og jeg kommer aldrig til at elske de høje bjerge. Så selv om jeg har en dag eller to som den, jeg lige har haft, så kommer jeg aldrig til at glæde mig til at køre en bjergetape.
Det kan ikke engang en god dag på kongeetapen i Tour de France ændre på.