Han skulle se, hvem vi var

I seks måneder har Henrik Matthiassen og Saranya Sheraton ventet på at stå ansigt til ansigt med den mand, der i deres øjne er ansvarlig for, at deres søn aldrig kom hjem.

– Det bliver hårdt at se ham og høre, hvad han siger. Jeg har næsten ikke sovet i nat, fortæller moderen, da Ekstra Bladet tidligt onsdag morgen besøger familien, mens de gør sig klar til at tage afsted til retten.

I stuen er lysene som sædvanlig tændt ved Mathis’ lille mindealter, og lige her står tiden stille i et hjem, der ellers sørger for at holde sig i bevægelse.

– Vi har hele tiden gang i et eller andet. For at holde os i live kan man sige. Satte vi os og græd i et hjørne, ville vi jo hurtigt gå til, men vi har jo Alex ( Mathis’ lillebror, red.), siger fade

ren, inden han puster ly- sene ud og et kort øjeblik lægger hånden på urnen.

– Vi kæmper din sag, siger han, inden familien kører afsted mod retten.

Ingen øjenkontakt

Her holder Henrik Matthiassen blikket stift rettet mod den tiltalte, men det lykkes hverken ham eller hustruen at få øjenkontakt.

– Han skulle se, hvem vi var. Men han kiggede slet ikke på os. Jeg tror ikke, han turde, siger faren efter retsmødet, som han karakteriserer som en ’ rodebutik’ af selvmodsigelser.

– Det ene øjeblik kunne han huske noget, det andet øjeblik kunne han ikke. Først gik Mathis selv ud til bilen, og senere måtte han slæbe ham derud. Det var selvmodsigelse på selvmodsigelse.