SAD NØGEN OG YDMYGET
” Jeg har oplevet afløsere, der er kommet direkte ind fra gaden uden nogen uddannelse, som har meget mere empati og forståelse end de erfarne
Birthe Andersen har Parkinsons sygdom. Siden hun for fire år siden flyttede ind i sin etvaerelses aeldrebolig på Nørrebro i København, har sygdommen fået så meget tag i hende, at hun beskriver det som ’at vaere låst inde i sin krop, og nøglen er smidt vaek’.
Nu ligger hun døgnet rundt i sin plejeseng i sin stue under en lift – og er fuldstaendig afhaengig af de hjaelpere, der kommer otte gange om dagen. De hjaelper hende med alt fra toiletbesøg, mad og rengøring til et ugentligt aftenbad.
Valgte at tie
Hun har i de mange år fået assistance fra et empatisk og godt personale, men hun har også vaeret udsat for det modsatte, fortaeller hun. Hun har oplevet at føle sig behandlet som ’en grøntsag’ eller som et barn. Når det er sket, har hun overvejet at fortaelle om det til omverdenen, men valgt at tie, fordi hendes sygdom gør hendes krop stiv, når hun bliver oprørt – og fordi hun ikke magter at gøre indsigelser, siger hun.
Men forleden aften fik Birthe Andersen nok.
To af hendes plejere trak nemlig lod om hende – eller mere praecist ’huggede’ de om, hvem der skulle give den hjaelpeløse kvinde det ugentlige bad.
– De klaedte mig af, og jeg sad nøgen i baekkenstolen inde i stuen og var klar til at blive kørt under bruseren, da jeg hørte hjaelperne storgrine. Jeg kunne ikke se dem, for de stod lige bag min ryg, hvorfra jeg kunne høre, at de huggede ’sten, saks, papir’ om, hvem der skulle bade mig. Det var taberen, der skulle have opgaven.
Nedvaerdiget og ydmyget
– Jeg blev så overrasket, at jeg naermest råbte: ’Hugger I om, hvem der skal bade mig?’ Det kunne bare ikke vaere rigtigt.
– De blev lidt forfjamskede og fik sagt, at ’det er kun for sjov’.
– Men det er IKKE sjovt, og det er IKKE i orden, sagde jeg meget skarpt. Jeg var ked af det og følte mig nedvaerdiget og ydmyget. Der har vaeret mange ting, som ikke har vaeret godt nok, men at de huggede om mig, dét var dråben, siger hun.
Det ligger Birthe Andersen meget på sinde, at omverdenen vil forstå, at når hun har valgt endelig at fortaelle om den ydmygende behandling, er det, fordi hun stadig er i stand til det, hvilket ikke alle er.
Dannelse og empati
– Hvis man er dement, hvordan kan man så reagere? Eller hvis man har en hjernelammelse? Så må man bare finde sig i det. Det eneste, der stadig virker på mig, er det, der sidder over mit kraveben, så jeg har et ansvar for at bruge det, så laenge det virker, siger hun.
– Hjaelperne var måske saerligt pressede den aften?
– Det kan godt vaere, de havde travlt, men deres faglighed og deres opgave er at opføre sig ordentligt og at have en god relation til os borgere. I mine 46 år på arbejdsmarkedet har jeg bestraebt mig på aldrig at tale sådan til en kunde. Det betyder meget for mig, at man behandler hinanden ordentligt.
– Bør man uddanne hjaelpere bedre til opgaven?
– Jeg har oplevet afløsere, der er kommet direkte ind fra gaden uden nogen uddannelse, som har meget mere empati og forståelse end de erfarne. Nej, det handler om dannelse og empati – og at der er kommet en forråelse i kulturen blandt plejerne.
– Nu håber jeg meget, at mit opråb får andre ud af busken, f.eks. pårørende til borgere, som ikke kan sige fra, siger hun og tilføjer:
– Et bleskift er ikke uvaerdigt, hvis det bliver gjort med respekt.