Reddede bror men blev selv skudt
Ibrahims familie flygtede sammen med mange andre fra by til by, efterhånden som IS tabte terraen. Til sidst boede de i Baghouz i begyndelsen af 2019, hvor IS for alvor var traengt i knae.
– De sidste to-tre måneder dernede, var det naesten hver tredje eller fjerde dag, at vi skulle rykke os. Det var bare et par kilometer vaek, når der blev skudt. Vi lå og gemte os for skud. Vi blev ved med at flytte os 200-300 meter hele tiden, husker Ibrahim.
Hvor de i starten kunne finde huse at bo i, når de rykkede sig, måtte de til sidst sove i telt. De endte midt i krigen.
– Vi var hele tiden omringet. Der var et bjerg, som de kunne skyde fra. De kunne nemt skyde os, hvis de havde lyst til det, husker Ibrahim om det skaebnesvangre øjeblik, som er årsagen til, at han i dag sidder i kørestol.
Som strøm i kroppen
Der blev skudt mod dem fra den modsatte side af en flod, og Ibrahim kunne til sin skraek se sin lillebror stå blottet foran teltet.
– Min lillebrors hoved var i skudlinjen. Jeg hørte et skud lande omkring os. Så jeg skubbede ham ind i teltet, og så blev jeg ramt, siger Ibrahim, som husker smerten, der fulgte.
– Jeg kunne maerke det som en strøm i min krop, husker Ibrahim.
Han har siden fået genfortalt, hvordan stedfaderen og en anden mand bar ham op til et felthospital, hvor en laege kaempede for at redde hans liv.
– Jeg besvimede, mens de bar mig. Da jeg vågnede op, havde jeg et rør, der gik ind til mine lunger.
– Han reddede mit liv. Han sagde, at jeg begyndte at kaste blod op, mens jeg var besvimet.
Kort tid efter besluttede hans mor og hendes nye mand, at familien skulle overgive sig til de kurdiske styrker. Ibrahim lå en uge på et hospital og anede ikke, hvad der skulle ske, eller hvor hans mor og seks søskende var.
Efter en uge, hvor han svaevede mellem liv og død, blev han stabiliseret og fragtet til al-Hol-lejren.