ENFESEN OMGANG

Ekstra Bladets fodboldekspert Stig Tøfting giver ikke meget for landsholdets Qatarmarkering, men han forstår heller ikke, hvorfor det er spillerne, der skal vise flaget

VI KAN HURTIGT BLIVE enige om, at den danske markering mod Qatars menneskerettighedsproblemer i den forgangne uge var en fesen omgang.

En t-shirt med et uldent budskab om ’Football Supports Change’, der hurtigt blev vist frem og flået af igen. Det er der naeppe nogen i Qatar, der har taenkt to gange over …

MEN! Skal vi nu ikke prøve at skille skaeg og snot for sig?

POLITISK/DIPLOMATISK og erhvervsmaessigt har Danmark forbindelser til stort set alle de lande, som på én eller anden måde forbryder sig mod menneskerettighederne.

Nu er der tale om Qatar i 2022, men lad mig lige remse op, hvor der har vaeret afholdt store sportsbegivenheder på det seneste. Rusland, Kina, Brasilien og Sydafrika har ikke ren samvittighed, og lad os da bare tage USA med, som stadig har dødsstraf i flere stater og som stadigvaek driver Guantanamo-lejren.

Hvad med Tyrkiet og Thailand, hvor danskere normalt flokkes på ferie. Jeg rejser selv til Thailand, så er jeg en del af problemet? Måske, men lad mig slå helt fast, at problemerne i hvert fald ikke forsvinder, fordi jeg eller andre bliver vaek. I stedet laegger turisterne nogle penge i landene, som der er hårdt brug for.

MEN HVORFOR HELVEDE er det vores sportsudøvere, der skal gå i forreste raekke og stå for at boykotte? Hvorfor er det ikke vores politikere eller erhvervslivet?

I det mindste burde DBU-formand Jesper Møller da stikke hovedet frem fra sit skjul og stå på mål for holdningen og bruge sin position i UEFA til at laegge pres på FIFA, når vaertskaberne skal uddeles i fremtiden.

Det kan ikke vaere rigtigt, at det er aktørerne på banen, der står tilbage med lorten! Søger du efter aktionen på DBU’s egen hjemmeside, kommer der kun et sløret billede frem. Så meget går DBU op i at udbrede budskabet…

I min verden hjaelper det ikke det fjerneste med en boykot. Det mener Amnesty International heller ikke. Amnesty opfordrer til kritisk dialog fremfor boykot.

OG HVOR GÅR GRAENSEN? Jeg er helt med på, at vi ikke bare kan laene os tilbage i sofaen og acceptere, at flere end 6000 mennesker er døde under slavelignende forhold.

Jeg forstår godt diskussionen om, hvorvidt slutrunden skulle placeres i Qatar, når man ser på de arbejdsforhold, som gaestearbejderne er blevet budt.

Men med vores syn på menneskerettigheder er det efterhånden snart sådan, at Danmark kun kan deltage i sportsbegivenheder, der finder sted i Skandinavien – eller Nordeuropa, hvis vi virkelig straekker os…

Det bliver lidt for pladderhumanistisk til min smag. Vi kan ikke sidde på vores høje hest i Danmark med seks mio. indbyggere og forlange, at alle verdens nationer kan ordne tingene på samme måde som her i vores beskyttede vaerksted med socialt sikkerhedsnet, ordnede arbejdsforhold og en god løn.

NEJ, DET ER SGU LIV eller død ude i den store verden, men derfor kan vi sagtens aktivt prøve at påvirke tingenes gang. Jeg synes, at Kasper Hjulmand har udtalt sig forbilledligt i denne sag.

Landstraenerens pointe er, at vejen til sportsbegivenheder i f.eks. Qatar, Kina og Rusland er brolagt med dårlige beslutninger fra slynglerne i FIFA og IOC.

I fremtiden kunne vaertskaber tildeles med blik på menneskerettigheder og de 17 verdensmål, som ifølge FN skal sørge for, at verden bliver et bedre sted for vores børn, end den er i dag.

Så er vi nået langt, for det hjaelper i hvert fald ikke en skid bare at folde armene og blive vaek!

Det hjaelper i hvert fald ikke en skid bare at folde armene og blive vaek