BØRN I EN FANGELEJR HAR ALDRIG FRI
Til statsministeren, justitsministeren og udenrigsministeren.
Efter adskillige, skriftlige henvendelser fra mig til jer ministre er svaret stadig rungende tavshed.
Nu er det sommer. I kan undskylde jer med ferie. Som året før, og årene før.
Jeg vil tale til jer og fortaelle.
Et barn i en fangelejr har aldrig fri.
Aldrig nogensinde. Ikke engang i drømme, for de har ikke drømme, men mareridt.
Så jeg beder jer igen svare på et nu eksistentielt spørgsmål: Hvor bliver de danske børn fra de kurdiske fangelejre i Syrien af ?
Hvor bliver deres foraeldre med uomtvistelig dansk tilknytning af ?
Vi taler om de medborgere, som I og den forrige regering har svigtet. Dem der efter op til fem år stadig befinder sig bag hegn med angst, sygdom og en isnende kulde fra omverdenen.
Vi taler om, at I har lovet at hjemtage dem, hvis statsborgerskaber I ikke kunne fratage. Selvom jeg aner og ved, at netop det var jeres grundlovsstridige ønske.
Vi taler om, at I ikke VIL hjemtage de andre mødre, hvis statsborgerskaber I har frataget uden om domstole og med tilbagevirkende kraft. Reelt totalt illegitimt.
Netop her er der da tale om udvisning til lande med dødsstraf. Det er det, I selv kalder ’rigtig humanisme’.
Hvor bliver de danske børn fra de kurdiske fangelejre i Syrien af?
Vi taler om de medborgere, som I og den forrige regering har svigtet
PET udtaler ikke blot en alarmerende bekymring for en IS-kidnapning af de helt små danske børn, de taler også om den stigende fare for radikalisering og terrorisme fra de op til 45 mennesker med dansk tilknytning i fangelejrene.
Dem vil I ikke tale om. Og netop den risiko for ødelaeggelse af de liv, der er involverede i fangelejrene, og alle de liv der er fare for herhjemme, vil I helst tie ihjel.
Det er en meget talende tavshed.
Jeg taler om menneskerettigheder, der gaelder for alle. Jeg taler om jeres, denne og den forrige regerings utåleligt lange ’ferie’ fra jeres ansvar. Samt et folketingsflertals foragt for alle børns ret til liv. Til leg. Til latter. Imens naegter I at tale om, at samtlige valide institutioner og organisationer, for laengst har dokumenteret og verificeret, at alle endnu levende med danske rødder i Syrien – mennesker med navne, ansigter og mareridt, hvor I har drømme – er et dansk ansvar.
At hjemtage, modtage, varetage og eventuelt dømme ved en dansk domstol.
Det er ikke blot det sikreste, det er også det mest naestekaerlige, det juridisk rigtige, det lovmaessigt korrekte og det eneste rigtige svar.
Det ér løsningen. Uanset om man er en fortvivlet kurder, FN-begejstret, retsstatselskende dansker, fortvivlet bedstemor eller minister, som vil tjene landet og loven og ikke populismen og tavsheden.
I taler kun udenom. Det gør I via forhalinger og underkendelser.
Mens vi og jeg insisterer på at tale om jeres åbenlyse konventionsbrud og en reel underminering af alt det anstaendige, som Danmark endnu kunne stå for.
Vil I kun understrege jeres manglende erkendelse af de ofre, kurderne har lidt, og børnestatsministerens fatale mangel på forståelse for, hvad der er menneskeligt muligt at kapere.
I vil aldrig blive fri, og jeg med jer vil aldrig som kristen medborger blive fri for en klaebende skyld, en uafvaskelig arvesynd og en ufri følelse af uret, før I har leveret.
Og selv efter det vil det vare en uendelighed, før børnene og foraeldrene og jeg med dem vil vaere fri i vore sjaele i en dansk sommer. Med liv, latter og leg.