TAG STILLING, METTE!
Kaere statsminister
Jeg skriver til dig i den dybeste respekt, men også i afmagt over et system, som jeg ellers er så stor fan af og altid har haft den dybeste respekt for.
Jeg skriver også til dig som sygeplejerske, som medborger, som socialdemokratisk vaelger, som mor og som, vigtigst af alt ... omsorgsgiver.
Det her handler ikke om at vaere en grådig sygeplejerske. Det her handler ikke om, at jeg vil rage til mig.
For mig personligt handler det her om en kamp for ligestilling, som jeg ved, at du, Mette Frederiksen, er fortaler for.
Og det er vigtigt at huske i denne tid.
Jeg er i et kvindedomineret fag, og det afspejler sig i den løn, jeg får.
Jeg passer mit arbejde med løftet pande, med faglig stolthed, med omsorg og respekt, og jeg baerer min sygeplejenål på hver eneste vagt
Det er ikke retfaerdigt. Men jeg passer mit arbejde med løftet pande, med faglig stolthed, med omsorg og respekt, og jeg baerer min sygeplejenål på hver eneste vagt. Nålen er et symbol på sammenhold og på samhørighed.
Er det ikke også det, vores samfund er bygget på?
At vi står sammen, at vi passer på hinanden.
Ja, min løn overskrider de 25.000 kr. plus, men jeg har også vaeret uddannet i snart 15 år. Jeg har efteruddannelse. Og jeg får tillaeg for at vaere fast aftenvagt.
Lige nu gør strejken, at jeg ikke kan vaere den sygeplejerske, jeg gerne vil vaere.
Jeg har ingen mulighed for sparring med mine så vigtige kolleger fra FOA. Jo, hvis det handler om livstruende eller akutte ting.
Alt det, der ikke er akut, må jeg desvaerre vende ryggen til, og som menneske piner det mig. Jeg ved godt, at vi selv har valgt at afvise overenskomsten, men det aendrer ikke på tingenes tilstand lige nu.
Lige nu får jeg ikke lov at give en skaelvende hånd et klem.
Jeg får ikke lov til at trøste en graedende enke, hvis aegtefaelle lige er sovet ind (for det er ikke akut).
Jeg får ikke lov til at ae en aldrende kind og forsikre om, at vi er her til det sidste og i den efterfølgende svaere tid.
Jeg får ikke lov til at støtte de svageste i vores samfund, for det er ikke akut.
Jeg får ikke lov til at yde den omsorg, jeg braender så inderligt for, og det piner mig helt ind i mit inderste.
Strejken er nødvendig, ingen tvivl om det. Men hører du os?
Jeg beder dig, fra et menneske til et andet. Tag stilling.
Gå i dialog.
Hjaelp os, så vi igen kan gøre det, vi er her for.
De venligste hilsner