HOLD KAEFT
SOM I ALLE gode eventyr er der også drysset lidt overtro og magi ud over Danmarks EM i form af Kasper Hjulmands slidte trøje.
Lykketrøjen, der har båret os hele vejen til semifinalen. Kan den klare en sejr mere?
Det tror jeg ikke, men nu bidrager jeg lidt til overtroen. For hver gang, jeg saetter en gåtur på højkant, så taber jeg …
DERFOR: Skulle Danmark spille sig i EM-finalen, så går jeg fra mit hjem i Aarhus til lejren i Helsingør, første gang landsholdet er samlet efter EM. 92 km i ét hug – og jeg tager en splinterny pullover med til Kasper Hjulmand!
NÅ, HAR EM vaeret en succes for Danmark?
Svaret er selvfølgelig et rungende ja, men jeg vil dele det op i to.
På det menneskelige plan har det vaeret en buldrende succes. Den symbiose, der er opstået mellem landsholdet og befolkningen, er outstanding! Det er en ren folkefest.
Jeg har sgu aldrig set folk, der har vinket vores bus afsted fra traeningslejren i Vedbaek, dengang jeg spillede på landsholdet. Det var da højst personalet, der så fik lidt fred …
Det så man ikke engang i 80’erne, hvor vi for første gang oplevede denne vilde roliganbølge.
JEG HAR HELLER aldrig oplevet, at Danmark på den måde fyrer den af i glaede og opbakning til landsholdet. Her er vi ikke bare europamestre, men verdensmestre!
Spillerne leverer, Kasper Hjulmand leverer – og her skal også falde en kaempe ros til fodbolddirektør Peter Møller, der i november 2018 slog fast, at landsholdet skal give mere af sig selv og igen vaere hele Danmarks hold. ’Landsholdet skal tilbage til folket,’ sagde han.
Det er lykkedes – og så kan det godt vaere, at Eriksens tragiske uheld har betydet en del i den henseende, men nu har landsholdet i hvert fald vundet danskernes hjerter.
SÅ ER DER selve fodbolden. Ja, resultaterne har vaeret gode. Faktisk så bragende gode, at vi står i en EM-semifinale, så er der noget at brokke sig over?
Nej, egentlig ikke, og som jeg tidligere har skrevet, har vi spillet det mest sprudlende og underholdende fodbold, men tager vi lige de kritiske briller på, så ser det lidt anderledes ud.
Selv i storsejrene over Rusland og Wales kom Danmark famlende fra start, og i begge kampe havde modstanderne kaempe chancer for at bringe sig foran først i kampen – og i begge kampe blev Danmarks 2-0-mål scoret efter rene foraeringer.
TJEKKIET-SEJREN? Det var en ren arbejdssejr. Fightet hjem i en mandfolkeindsats, der i den grad skal høste stor anerkendelse.
Anført af Kasper Schmeichel med store redninger og kaptajn Kjaer, der gang på gang fik clearet boldene i luftrummet.
Specielt i en turnering som denne skal man kunne vinde på mange måder – og man skal også vaere tilsmilet af en vis portion held.
Med semifinalen er holdet kommet praecist så langt, som jeg havde forudset, men havde dog regnet med, at vi skulle gennem Holland først.
NU VENTER ENGLAND på den anden side, og skal jeg fortsaette mine forudsigelser, så er det endestationen for Danmark, selvom jeg af hele mit hjerte gerne tager fejl!
Ikke fordi englaenderne har spillet røven ud af bukserne på nogen bortset fra Ukraine, der var piv-elendige.
Men som tilfaeldet er med Danmark, så har Gareth Southgate formået at skabe en enhed, hvor fleksibiliteten i forhold til spilsystemer er stor.
DET HELT AFGØRENDE kan dog blive spillestedet.
Jeg var selv på Wembley, da England taktisk udmanøvrerede Tyskland med 45.000 på laegterne. De tyske tilhaengere hørte man ikke et pip fra. De blev sønderbombet ud af stadion af en flok englaendere, der var fuldstaendig fanatiske.
Nu skruer de op, så der er er plads til 52.000 englaendere – og det vil vaere en vanvittig lydmur, landsholdet møder med blot 8000 danske tilskuere til stede.
England vil blive båret frem med den ekstra mand, de får fra tribunerne.
Skal jeg fortsaette mine forudsigelser, så er det endestationen for Danmark, selvom jeg af hele mit hjerte gerne tager fejl!
VIL DE UNDERVURDERE os? Ja, fansene vil, medierne måske også, men spillerne under ingen omstaendigheder.
De kender udmaerket de danskere, der spiller i engelsk fodbold, og de har selvfølgelig også fået øjnene op for både Dolleren, Kjaer og turneringens helt store spiller, Joakim Maehle.
Vi er – for første gang siden Belgien-kampen – ikke favoritter.
Skuldrene kan saenkes. Succesen er allerede hjemme. Den frihed kan blive danskernes staerkeste våben. Nyd det!