MODER DANMARK ELSKER ALLE ...
Det er en uretfaerdighed, som flere på de sociale medier har ironiseret over
DET VAR GODT, at vi fik aflyst stort set alle festivaler i Danmark, så folk her i pandemien ikke står og kaster med øl og råber hinanden ind i hovederne i begejstring. ’□ller noget’ ... som man siger.
FOR I AFTEN giver Tivoli på ny 2000 fodboldfans mulighed for at stå i flok og råbe og kaste med fadbamser og dele sekreter. Faktisk sad hele 25.000 i kø tirsdag for at få adgang, og billetsystemet brød sammen.
DET ER SELVFØLGELIG helt fint. Det er udmaerket. Vi kender allerede jubelscenariet fra Danmarks foregående kampe. Vi ser det gerne gentaget. Over hele landet.
MEN DET ER tillige en påmindelse om den stedmoderlige behandling, som koncert- og kulturlivet har fået af et socialdemokratisk styre, der har vaeret lynsnare til at tage klaphat på og synge nationalsang, men tavst formummede og sendraegtige, når det gaelder museer, musik og teater.
Og dette sidste er en uretfaerdighed, som flere på de sociale medier har ironiseret over ved at vise billeder af den rød-hvide masseglaede med flyvende fans såvel som øl ledsaget af ord som: ’Husk dit coronapas, hvis du skal på museum.’
DET ER IKKE MERE end godt en uge siden, at sangeren Søs Fenger skrev til kulturminister Joy Mogensen på Facebook: ’Kaere Joy Mogensen. Jeg spillede på plaenen i Tivoli i fredags. Der var mødt masser af mennesker op, men mange kunne ikke få plads, da folk skulle sidde med afstand. De måtte ikke synge med, og de måtte ikke rejse sig op (...) hvorfor skal vi musikere og arrangører STAD❘G vaere bundet af strenge regler og indskraenkede forhold? Også til udendørs arrangementer?
Jeg forstår det ikke.’
VI FORSTÅR det heller ikke. Søs Fenger har ret. Og hun har tillige ret til en forklaring. Men forklaringen kommer ikke.
□n sådan forudsaetter, at Joy Mogensen kan opstille et rationale. □ller som mindstemål beklage og erklaere, at der fra dags dato vil blive givet samme vilkår for koncerter som for fodbold på storskaerm.
MEN DETTE VIL SELVSAGT forudsaette en regering og en kulturminister, der opbyder en vis hengivenhed til – samt forkaerlighed for – kunsten og kulturen. Og vi har en socialdemokratisk regering, der er kendetegnet ved det modsatte.