FRA 130 TIL 60 KILO Kristina gemte sig vaek i stort tøj og kiggede aldrig i spejlet – men så gik det op for hende, at hun var nødt til at tabe sig
’Alle piger har en tyk veninde.’
Sådan faldt ordene, der blev udtalt af en fyr, Kristina Henriksen ikke personligt kendte, da hun for en del år siden var i byen.
Og da den unge kvinde på davaerende tidspunkt var alt, alt for stor, var der slet ingen tvivl om, at det var hende, der her blev prikket voldsomt til.
HUN var den tykke veninde. Der ramte og gjorde ondt, men det viste Kristina Henriksen ikke udadtil.
Med tiden var hun nemlig blevet rigtig god til at holde gode miner til slet spil.
At smile eller slå en højlydt latter op, når hendes ydre endnu en gang vakte negativ opsigt eller fik andre til at more sig på hendes bekostning. Som for eksempel på jobbet som paedagog, hvor hun flere gange har evnet at få klapstol til at kollapse under sig.
Et tragikomisk ’klassens klovn’-afbraek i hverdagen på jobbet. Det kan Kristina Henriksen i dag da godt selv se, og i situationen skraldgrinede hun da også selv højlydt over det.
Inderligt ønske, men ...
Men inderst inde fyrede det kun ekstra op under leden ved at veje så meget, som hun gjorde.
– Et er et stort og inderligt ønske om at tabe sig. Noget helt andet, har jeg desvaerre igen og igen erfaret, er at føre vaegttabet ud i livet.
– Og lader det sig gøre med en vis succes, så sniger kiloene sig lige så langsomt på igen er ligeledes min personlige erfaring, fortaeller den nu 32-årige kvinde, der er født og opvokset i Jylland, og som nu bor og arbejder i Naestved på Sydsjaelland.
– Jeg er 169 centimeter høj, og da jeg vejede mest, viste vaegten 130 kilo. På davaerende tidspunkt var jeg i høj grad fysisk besvaeret. Samtidig gemte jeg mig konsekvent vaek i stort tøj og kiggede aldrig i spejlet. Så led og ked af mit udseende var jeg.
Min laege sagde meget direkte til mig, at de alt for mange kilo meget sandsynligt ville blive min død
– Min laege sagde meget direkte til mig, at de alt for mange kilo meget sandsynligt ville blive min død, hvis jeg blev ved med at lade stå til.
For min datters skyld
Scenen er i dag en helt, helt anden, mens hovedpersonen, selv om hendes fysik dramatisk har aendret sig, er den samme: Kristina Henriksen, som vi møder på legepladsen hjemme i Naestved, hvor hun hygger med sin fireårige datter. Legende i den danske sommersol.
– I bund og grund er det på grund af min datter, at jeg i sidste ende kunne tabe mig så meget – og at jeg nu også kan holde vaegten.
– For da gik det op for mig, at også hun i det daglige ville komme til at få negative oplevelser og lide afsavn på grund af sin staerkt overvaegtige mor, så var der ingen vej udenom. Jeg måtte bare tabe mig, fortaeller Kristina Henriksen, der i dag vejer små 60 kilo, og fortsaetter:
– At saette et barn i verden og så på et tidspunkt måske dø af en blodprop eller et hjertetilfaelde, fordi jeg ikke havde viljestyrke nok.
– Det kunne jeg hverken byde hende eller mig selv.
– Lidt mindre dramatisk og hverdagsagtigt havde jeg en overgang hverken kraefter eller overskud til for eksempel at gå med hende på legepladsen.
– Ligesom vi sammen måtte opgive en kørende forlystelse i BonBon-Land, da jeg simpelthen ikke kunne få bagdelen ned i saedet. Pinligt for mig og supersynd for min datter.