DE USLESTE F
18 MAEND I EN BARAK: Langt ude i ørkenen lever migrantarbejderne under raedsomme betingelser
Kører man tilstraekkelig langt ud i Qatars ørken, opdager man, at der stadig er mange migrantarbejdere, som lever under de usleste forhold.
Her fandt vi en lejr, hvor det lykkedes os at komme ind.
Der bor 18 unge maend i barakken. 16 fra Nepal. To fra Indien. Deres nabo er en fabrik, som udsender en ulidelig larm, som selv den lukkede dør ikke kan neutralisere.
Den første der byder os velkommen, er en ung bredskuldret mand med store muskler. Han er venligheden selv. Navnet er Indradu Pant. Han vil gerne fortaelle. Også selvom det viser sig, at vi vaekkede dem.
Lang arbejdsdag
– Jeg har vaeret tre år i Qatar. Jeg arbejder som tømrer på aftenholdet. Jeg møder klokken 18 og kommer tilbage om morgenen. Vagten er på 12 timer.
Han viser på sin telefon sine mødetider, og at lønnen går regelmaessigt ind. Han får mere end minimumslønnen, som er på 1000 QR om måneden, hvilket svarer til 1700 kroner. Han får 1100 QR plus 300 til mad.
Han og hans kolleger skal ikke betale for at bo i barakken, som ejes af deres arbejdsgiver.
Skal se sin søn til januar
Han har ikke vaeret hjemme i Nepal, siden kan kom til Qatar for tre år siden. Coronaen gjorde det umuligt at rejse, og derfor har han endnu ikke haft sin søn i armene.
Det sker først til januar, hvor han for første gang saetter sig i et fly til Katmandu. Han gjorde sin kone gravid, inden han rejste ud for at tjene penge til familien.
– Min søn er to år, siger han og lyser op i et stort smil.
Han bliver hjemme to måneder, før han igen rejser til Qatar. Indradu Pant er 29 år. Og som naevnt umådelig veltraenet.
Vi inviteres indenfor
Da vi bemaerker det, inviterer han os ind i deres bolig. Vi stiller paent skoene udenfor, og da vi traeder ind, ser vi hurtigt, at der i et hjørne er indrettet et lille primitivt fitnesscenter med vaegtstaenger og håndvaegte. Det er et svedigt hjørne. Det kan man også lugte.
Ekstra Bladets udsendte bliver opfordret til at prøve den naermeste vaegtstang, som er udstyret med hjemmelavede firkantede jernplader i hver ende. Tung ser den ikke umiddelbart ud, men jeg traekker den alligevel kun op til hoften.
Indradu Pant derimod tager den op i stive arme, som var det en kasse med flødeboller.
– Den vejer kun godt og vel 50 kilo, siger han uden at fortraekke en mine.
Han bruger to timer hver dag på man se.
Han er ikke den eneste, der traener. Flere af de andre i rummet står også knivskarpe. Meget mere er der heller ikke at tage sig til i dette område, som er blandet industri og migrantboliger af den tarvelige slags. Et lille cafeteria ude ved den støvede hovedvej er det eneste, der kan byde på lidt afveksling.
Alt i et
at traene;
Deres bolig på 32 kvadratmeter er både sovevaerelse, køkken og opholdsstue. Der står små køleskabe, potter og gryder rundt om på gulvet, og flere af dem siger, at de får rigtig god mad. De har også store dunke med vand stående, men der ingen vandhane i rummet.
Barakken er heller ikke udstyret med vinduer. Ved de to sidevaegge og ved endevaeggen er der køjesenge. Deres private ejendele er stuvet sammen i hjørnerne og på gulvet under køjerne.
En duft af maend
det kan
På vaeggen ved siden af indgangsdøren er der installeret aircondition. Den er på hårdt arbejde i rummet, hvor luften hurtigt bliver klam. Her er en blandet duft af mange maend på et lille område blandet med duften af de krydderier, som er en stor del af det nepalesiske køkken.
Gennem snakken blandt de mange maend og larmen fra fabrikken hører man pludseligt lyden fra mineraterne. Der bliver kaldt til bøn, men det gør ikke indtryk i rummet.
Hver dag bliver de hentet af en bus, som kører dem til deres arbejdsplads. Og tilbage igen.
Indradu Pant har arbejdet på et af de otte VM-stadioner.
– Jeg var der i tre måneder, indtil det var bygget faerdigt, siger han, mens en af hans kolleger finder en taburet frem til gaesterne.
Samme hjemstavn
Det er tydeligt, at nepaleserne har det godt sammen. Det viser sig da også, at de kommer fra den samme egn tre timers kørsel fra Katmandu. De har kendt hinanden i mange år.
Inden vi forlader deres trange bolig, vil de have taget faellesfoto. Det blev med store smil. Vi kunne genkende det fra tidligere besøg i Qatar, hvor vi også mødte nepalesere. De er venlige og gaestfrie.
Men de kommer fra et meget fattigt land, og derfor er der mange hundrede tusinde nepalesere i Qatar. De er ofte dårligt uddannede og tager derfor de hårdeste og farligste job. Det koster også mange liv. Over 2000 nepalesere er døde i Qatar siden landet i 2010 fik tildelt VM.