Hvad skal Mattias Tesfaye gøre?
Alle har vist indset, at det har konsekvenser at tale for højt om ting, der er hemmelige
JUSTITSMINISTER Mattias Tesfaye er havnet i noget af en klemme. Det er egentlig ikke hans skyld. Det er mere en af den slags opgaver, man overtager fra en forgaenger, der har sørget for, at den først lander på ens bord, når forgaengeren selv er trygt ude af bygning og raekkevidde.
Tesfaye har overtaget sagen mod folketingsmedlem og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.
DET ER EN besynderlig sag, og det forekommer – set udefra – at den mere handler om diplomatiets ’polite fiction’ – en slags høflig undvigelse, hvor man under ingen omstaendigheder må bekraefte det, som alle ved. I dette tilfaelde om bekraeftelse af hemmeligheder, som det ser ud til var kendt alle steder, men var ubekraeftet af regeringerne.
Men det til side, så er ministeren nu endt et virkelig underligt sted.
FOR PÅ den ene side står grundlovens paragraf 57, der tilsiger, at folketingsmedlemmer er beskyttet mod tiltalerejsning, medmindre et flertal af deres kolleger i Folketinget ophaever deres immunitet.
Det er en af de gamle bestemmelser, som i substans har vaeret nogenlunde det samme siden junigrundloven af 1849.
Formålet med den er alle også ret enige om.
Med minimal aendring af ordlyden har alle gennem årene fortolket bestemmelsen sådan, at den beskytter folketingsmedlemmer mod regeringens chikane, ved at der ikke kan rejses mere eller mindre velbegrundede straffesager imod dem.
DET BETYDER (og det er her, Tesfayes hovedpine for alvor begynder), at grundlovens paragraf 57 netop betyder, at Folketinget, det vil sige alle medlemmer, bør tage kvalificeret stilling til tiltalerejsning.
Eller mere praecist: Alle folketingsmedlemmer har retten til at kraeve at tage stilling på et oplyst grundlag.
Det sidste følger af grundlovens paragraf 56, der tilsiger, at ingen folketingsmedlemmer er bundet af andet end deres egen overbevisning. Med andre ord, folketingsmedlemmerne kan fint kraeve at vide det samme som alle andre, før de stemmer.
MEN HVAD GØR en minister så, når tiltalen angiveligt er yderst hemmelig? Jo, foreløbig har ministeren valgt den hyperpragmatiske løsning, hvor partilederne orienteres af Rigsadvokaten og derefter forventes at tage stilling på vegne af deres partier.
POLITISK GIVER metoden nogenlunde mening. Partilederen kan forventes at vaere bedre til at holde tand for tunge end enkelt-folketingsmedlemmer, hvis mandater måske er på vippen til efterårets valg (eller hvornår det nu kommer).
Juridisk er ministeren imidlertid på gyngende grund. Det, han foretager sig, er en bevidst omgåelse af grundlovens paragraf 56 og 57, hvor det ganske klart fremgår, at hvert enkelt folketingsmedlem har ret til muligheden for selv at gøre op, om de er klar til at udlevere en af ’deres egne’ til retsforfølgelse. Og idéen om, at de skal stole på en anklagefaglig vurdering, er spin.
De bliver bedt om at stole blindt på deres partileder.
PERSONLIGT FORSTÅR jeg godt Tesfayes fremgangsmåde. Det er formodentligt den eneste vej uden at haeve sagen – men på den anden side er det meget at bede det enkelte folketingsmedlem om, for hvis denne praksis etableres, hvad kan den bruges til naeste gang?
SÅ MATTIAS TESFAYE er sat i et alvorligt dilemma.
Spørgsmålet er dog, om det ikke kunne løses ret simpelt. Ved at meddele påtaleopgivelse i stedet for tiltalerejsning begrundet i netop de hemmelige forhold.
HJORT FORLADER Folketinget efter naeste valg.
Alle har vist indset, at det har konsekvenser at tale for højt om ting, der er hemmelige, og det kan ikke forventes, at vi ser en lignende sag foreløbig – og dertil har jeg svaert ved at forestille mig, at han ville få en høj straf desuagtet.
Det ville vaere aegte pragmatisk.