Mesteren trods alt
Bob Dylan var malplaceret i Royal Arena, men han er utrolig overalt
Bob Dylan
Royal Arena, København, fredag
★★★★☆☆
Bob Dylans mangeårige bassist Tony Garnier udtalte for nyligt, at ’ man kan lære noget’ af at overvære legendens igangværende turné.
Hvis man så Dylan en af de foregående 32 gange, han har optrådt på dansk grund, så lærte man dog ikke rigtigt noget, man ikke vidste i forvejen, da den gamle original indtog Royal Arena.
Engageret forsøg
Forhåbentlig lærte arrangørerne, at småexcentrisk poesiblues ikke fungerer optimalt i en kæmpe multiarena, der også bruges til Hot Wheels Monster Trucks Live Glow Party.
Hvis Dylan havde spillet en straight klassikerparade med bragende rockband, så havde det formentlig givet mening. Men det gjorde han naturligvis ikke. Bob er stadig Bob.
Så vi fik ni af de ti numre fra poetens seneste album, ’ Rough and Rowdy Ways’, der har mere tilfælles med digtoplæsning end arenarock.
Stump konfetti
Det nye materiale var dog generelt mere levende og dramatisk i liveversionerne, hvor Dylan sang råt og raspende, men også sårbart og omsorgsfuldt i et engageret forsøg på at overbevise om repertoirets kvaliteter.
Især en vægtløs ‘ Key West ( Philosopher Pirate)’ imponerede op mod den minimalistiske scenografi, hvor det nærmeste vi kom et show, var da en ensom stump rød konfetti fra en tidligere koncert stilfærdigt dalede ned fra loftet under ’ False Prophet’.
Oldtimeren sad langt tilbage på scenen, hvor han nærmest var gemt væk bag sit piano, og storskærme bruger den lyssky ener selvfølgelig ikke, så det var reelt en intim teaterkoncert blæst op i en kæmpearena.
Det enorme rum fremstod smagfuldt nedskaleret, hvilket imidlertid ikke kunne maskere, at kun omkring 6000 havde betalt billetprisen på mellem 795 og 1295 kroner i en bygning, som med maksimalt kan rumme 10.000 mere.
Akrobatisk indslag
Placeringen af Dylan i den store Royal Arena var ikke det eneste, der virkede bizar.
Som så ofte før fortolkede amerikaneren sine gamle sange, og en komplet umulig ’ I’ll Be Your Baby Tonight’ blev aftenens mest gakkede, på sin vis herlige og nærmest akrobatiske indslag.
En relativt rocket ’ Gotta Serve Somebody’ var nok det nærmeste folk kom, det de kom efter.
Det har lagt en dæmper på glæden ved at gense Dylan, at han nu spiller den samme sætliste hver aften, men han fylder 82 til foråret, så der er grænser for, hvad vi kan forlange af ham.
Vi skal bare være glade for at se ham. Lige meget hvor det er.
Det var reelt en intim teaterkoncert blæst op i en kæmpearena