GUIDE TIL STJERNEHIMLEN I OKTOBER
Nyd Syvstjernen, fang Solsystemets mindste planet, og se Månen danne par med Jupiter
1. oktober
Syvstjernen pryder efterårshimlen
I stjernebilledet Tyren ses stjernehoben Plejaderne – også kendt som Syvstjernen. En stjernehob er en samling af stjerner, der ligger tæt sammen i rummet. Plejaderne består af ca. tusind stjerner, men med det blotte øje ses ca. syv – deraf navnet Syvstjernen. I starten af oktober ses Plejaderne ved midnat højt på himlen i østlig retning over Aldebaran, der er den klareste stjerne i Tyren. Plejaderne ses let med det blotte øje, men er et meget smukt syn i en almindelig håndkikkert.
8. oktober
Fang den himmelske budbringer!
Solsystemets mindste planet, Merkur, er ikke nem at fange. Det er fordi Merkur også er den planet, der kredser tættest på Solen og derfor kun er på himlen, når den set her fra Jorden smutter ud på den ene eller anden side af vores nærmeste stjerne. Den ses således kun efter solnedgang eller før solopgang, hvor den står henholdsvis øst eller vest for Solen. Hvis du vil fange planeten, der er opkaldt efter de romerske guders rappe budbringer, så er der gode muligheder omkring 8. oktober, hvor planeten står længst vest for Solen. Her kan den fanges på morgenhimlen ved 06.30- tiden lavt over horisonten i østlig retning.
3. oktober
Alle moderne raketters moder
Den første moderne raket, Aggregat 4 eller A4, blev på denne dag for 80 år siden – i 1942 – succesfuldt afprøvet. Manden bag projektet var den tyske ingeniør Wernher von Braun, der stod i spidsen for Tysklands missilprogram under Anden Verdenskrig. Senere blev A4 udviklet til våbensystemet V- 2, der blev anvendt i den afsluttende del af krigen. A4 var forløberen for alle nutidens raketter.
8.- 9. oktober
Månen og Jupiter danner par
I løbet af første halvdel af oktober vil Månen danne par med de tre planeter, der for tiden slår deres folder på nattehimlen. Først Saturn 5.- 6. oktober, så Jupiter 8.- 9. oktober og endelig Mars 14.- 15. oktober. Særligt parløbet mellem Månen og Jupiter natten mellem 8. og 9. oktober vil være iøjnefaldende, da Jupiter er den klareste af de tre planeter. Hvis du tager en kikkert i brug, vil du også kunne få et kig på Jupiters fire største måner, der ligner små stjerner ved siden af planeten.