Ellemann på planken
Jakob Ellemann har tydeligvis svært ved at finde sin rolle
DET VAR IKKE Jakob Ellemanns uge. Starten på de mest ambitiøse forhandlinger i årtier om et nyt forsvarsforlig, var ved at gå i vasken.
Det var ikke meningen, det skulle starte med en krise mellem partierne bag det nationale kompromis og regeringen. Det var ikke meningen, Ellemann skulle sende de andre partiledere sure ud ad døren med et ultimatum om at sige ja til afviklingen at Store Bededag senest fredag.
Den ultimative form duede ikke. Det var heller ikke meningen, at Bededag og forsvar skulle dominere hele åbningsdebatten. Tværtimod måtte flertalsregeringen pludselig se i øjnene, at ni partier med 86 mandater kunne finde hinanden. Et bredt mindretal, der kan gøre livet for regeringen surere end nødvendigt.
Ellemanns ultimatum bankede oppositionen sammen.
I DET HELE taget har Venstres formand taget en tur på planken, hvor han skal passe på ikke at fremstå som den nye regerings Villy Søvndal. Som formanden og partiet, der får skylden for alle brølere og skæve meldinger. Tilmed med ulmende uro i baglandet. Det blev SF’s skæbne under Thorning- regeringen. Og det kostede som bekendt en del.
Nu er vi langt fra der, hvor Venstres liv i regeringen er i fare. Slet ikke. Selv om Jakob Ellemann fredag i Berlingske ikke gav noget løfte om at fortsætte samarbejdet. Hverken med de røde eller blå. Venstre vil stå i egen ret ved et kommende valg. Man kan dog undre sig over, hvorfor Venstres formand har behov for at tale om, hvad der skal ske ved et kommende valg en måned efter, vi har fået en ny regering og tre- fire år til næste valg? Er det klogt?
Jakob Ellemann har tydeligvis svært ved at finde sin rolle. I den store politik er det i høj grad Mette Frederiksen, Nicolaj Wammen, Lars Løkke Rasmussen og Venstres økonomiminister Troels Lund Poulsen, som spiller klaveret. Ellemann har selv valgt posten som forsvarsminister, der kræver mange rejser, meget fravær og massiv kritik fra den blå blok, som nu betragter ham som ’ overløber’ selv om samme blok ikke kunne enes om Ellemann som statsminister før valget.
FØRSTE RUNDE af Bededags- konflikten blev reddet på stregen, da statsminister Mette Frederiksen ved et hasteindkaldt doorsteppressemøde under maratondebatten i Folketinget meddelte, at nu ville finansminister Nicolaj Wammen indbyde alle partier til en rolig snak om Bededag og forsvaret. Kort sagt: Nu havde forsvarsministeren vist, han ikke kunne styre forhandlinger på topniveau, så i stedet måtte den erfarne og driftssikre Wammen tø forsamlingen op og skabe noget stemning ved kaffebordet.
Den manøvre ser foreløbig ud til at lykkes. At skille Bededag fra forsvaret. Så formentlig ender det med, et lille flertal afskaffer Bededag som søgnehelligdag, og forhandlingerne om en ny forsvarsordning kan starte i god ro og orden, når regeringen har spillet ud med et egentligt forslag til et nyt forsvarsforlig. Det bliver Ellemann for bordenden, men med garanti med Finansministeriet som bisidder.
DER ER OGSÅ rosende ord til Jakob Ellemann. Fra uventet kant. Ifølge solide kilder skulle Inger Støjberg have haft stor ros overfor Venstres formand, da partiets mangeårige kirkeordfører og Støjberghader, Birthe Rønn Hornbech forleden, siddende ved sit stueorgel, meldte sig ud af Venstre.
’ Nu har jeg prøvet at drive Birthe ud af partiet i 20 år, hvilket mislykkedes. Jakob skulle kun bruge en måned’, konstaterede Støjberg anerkende.
Nu er Rønn- Hornbech afgang ikke nogen stor overraskelse. Hun har altid ligget i krig med skiftende ledelser i V. Alligevel gør det ondt på et parti, når en mangeårig profil som Birthe Rønn skrider.
Der vil være mange Venstre- folk, der ligesom hun ser med alvor på den lethed, hvormed det gamle parti er klar til at droppe en helligdag uden kirkens velsignelse.
Fredag troppede alle biskopper op hos kirkeminister Louise Schack Elholm ( V). Bisperne betegner bededags- massakren som ’ et uhørt statsligt indgreb’, som grundlæggende rokker på forholdet mellem kirke og stat.
Deres raslen synes forgæves. Med en let omskrivning af Brorsons salme: ’ Gik alle bisper frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde’.
Eller i klartekst: Regeringen er ret ligeglad med den melding. For bisperne kan hverken skaffe flere kampvogne eller øget arbejdsudbud.
ANDEN RUNDE om Bededag og forsvaret går nu i gang. Wammen finder en økonomisk formel, som alle kan leve med. En blanding, hvor det finansieringsforslag, de ni partier udarbejdede, blandes med regeringens indtægter fra Bededag og det hele går op i en højere enhed, hvor fokus nu vil være på udspillet til forsvarsordning og hvem der til sidst kan lande et nyt forsvarsforlig.
Ellemann får som forsvarsminister nøglerollen. Starten har været svag. Udfordringen er nu, at selv om han er kravlet op, så går han ikke planken ud, men lander en bred aftale.
Det har både Ellemann og Venstre brug for.