ALT KAN SKE I EN TAXA
I en taxa kan man opleve mennesker fra deres bedste, værste og nogle gange fuldeste sider
’ Alt kan ske/ i en taxa’. Sådan lyder det i Sanne Salomonsens sang ’ Taxa’ fra 2008, og det kan Kaspar Lytthans nikke genkendende til. Han har været taxachauffør i over ti år, og det er ikke småting, han har været vidne til i sin hyrevogn.
– Vi møder jo alle slags folk, og vi møder dem der, hvor de er, uanset om de skal på arbejde, på ferie eller køres til akutmodtagelsen på psykiatrisk hospital – vi ser dem fra deres bedste og værste sider, og man oplever ofte et særligt nærvær, siger han.
Kaspar Lytthans er nu 74 år gammel og har i dag droslet lidt ned på taxakørslen, men han er stadig aktiv – typisk i weekenderne, hvor han mest kører aften og nat.
Musik og diskolys
Noget af det sjoveste for den garvede chauffør er, når nogen bestiller ham som party- taxa. Hans minibus har nemlig et særligt musikanlæg, og han har fået installeret blinkende diskolys.
Nogle gange betyder det, at jeg kommer hjem med mere energi, end da jeg tog afsted
– Så kommer de med drikkevarer, sætter deres egen musik på anlægget og skaber den bedste fest i byen i min taxa. Det kan virkelig noget, og nogle gange betyder det, at jeg kommer hjem med mere energi, end da jeg tog afsted, fordi jeg har været omgivet af glæde og musik, fortæller Kaspar Lytthans.
Et sted på Amager
Når Kaspar Lytthans kører om natten, er der – ikke overraskende – en del ture med fulde folk. Nogle er dog mere fulde end andre, og enkelte er så fulde, at de dårligt kan formulere, hvor de skal hen.
Det sidste oplevede han i starten af julefrokost- sæsonen sidste år, da en meget beruset kvinde satte sig ind i hans taxa.
– Hun kunne hverken huske, hvem hun var, eller hvor hun var på vej hen. Hun vidste godt, hun skulle hjem, men det eneste, hun kunne huske, var, at det var et sted på Amager, fortæller Kaspar Lytthans.
Imidlertid begyndte navnene på nogle af Amagers større veje efterhånden op i kvinden erindring, og da Kaspar Lytthans håbede, der ville dukke mere op undervejs, tog han chancen og startede taxameteret.
De trillede forbi lejlighedskomplekser og ned ad villaveje, og kvinden mente, at noget af det virkede bekendt, men der var ikke for alvor bid.
– Jeg snakkede rigtig meget – dels for at holde hende vågen, dels for at fiske efter det mindste tegn på noget i hendes hukommelse, der kunne bringe turen nærmere målet, husker Kaspar Lytthans om køreturen.
Sådan gik der op mod 20 minutter, mens Kaspar Lytthans flere gange måtte stoppe sin taxa, så kvinden kunne komme ud og få lidt frisk luft eller kaste op.
Ringede til eksmanden
Og det skabte efterhånden så megen klarhed, at kvinden var i stand til at spille det sidste kort, hun havde på hånden – sin eksmand.
– Hun fik den idé, at hendes eksmand måtte kunne fortælle, hvor hun boede. Så klokken tre om natten efter en julefrokost ringer hun til sin eksmand og rækker mig telefonen, fortæller Kaspar Lytthans.
Eksmanden kunne imidlertid ikke oplyse kvindens specifikke adresse, men kun området.
Det skulle dog vise sig at være nok.
– Da hun først fik næsen i sporet, lykkedes det også, men det tog jo sin tid, fortæller Kaspar Lytthans.
Nogle ville måske blive irriteret over en kunde, som er så fuld og ikke ved, hvor hun skal hen, men ikke Kaspar Lytthans.
– Det er egentlig en fin opgave for en taxachauffør, for det er netop sådan nogle som hende, som har brug for hjælp til at komme hjem, som han siger.
Da han samlede hende op inde i København, var der nogle fra samme fest, som prøvede at få hende med i et tog, men Kaspar Lytthans mener, det var godt, hun i stedet valgte at tage en taxa hjem.
– Folk, der er så fulde, skal jo nok komme hjem på en eller anden måde, men det bliver jo ikke på den gode måde nødvendigvis. Det er ikke til at vide, hvad der ville være sket undervejs, siger han.
Folk, der er så fulde, skal jo nok komme hjem på en eller anden måde
Det er netop sådan nogle som hende, som har brug for hjælp til at komme hjem