BILEN ER EN GAVE
FRIHED: Forfatter Manu Sareen udlever vanlifedrømmen, når han kører landevejene tynde i sin campervan California, han bruger som rullende skriveværksted
Hvad er det for en bil, du kører rundt i?
– Det er en VW T4 California. □n campervan, der er et mere moderne bud på det klassiske folkevognsrugbrød. Der er alt i, hvad jeg skal bruge. Varme, gas, et lille te- køkken og plads til både et lille kontor bag i og soveplads, så der er mulighed for at overnatte der.
Hvorfor lige den bil?
– Da jeg købte den for fem- seks år siden, var det med det formål, at jeg gerne ville have et rullende kontor, så jeg kunne køre ud i det blå, når jeg skal skrive mine bøger om ’ ❘qbal Farooq'. Min ADHD- diagnose trives ikke med at sidde derhjemme og glo ind i samme hvide væg, når jeg skal skrive kreativt. Derfor er det virkelig en gave, at jeg kan skifte sceneri, og at der desuden ikke er alle mulige overspringshandlinger og huslige pligter, der kan distrahere mig. Så skulle det da kun lige være, hvis jeg får lyst til en dukkert – også om vinteren.
Hvor kører du så hen?
– Jeg er rigtig glad for at køre ud til Refshaleøen, parkere ved vandet, åbne skydedøren og så skrive til udsigten af Københavns havn. Jeg kommer der så tit, at folk kan kende vognen efterhånden. Den er også genkendelig, for den er hvid med klistermærker, og så hejser jeg et sørøverflag om sommeren.
Har du altid interesseret dig for biler?
– Altid, siden jeg var helt ung, og jeg elsker virkelig at køre bil, så jeg har altid haft biler. Faktisk stjal jeg min fars bil, da jeg var for ung til at køre. Så listede jeg mig ud, når mine forældre var gået i seng, satte bilen i frigear og trillede den et par huse væk, før jeg kørte væk i den. Jeg havde en kæreste, jeg gerne ville imponere med bilen.
Blev du aldrig opdaget?
– Jo, en aften gik jeg i stå på Amagerbrogade i en snestorm. Bilen ville ikke starte, og jeg var ude for at skubbe den i gang, men jeg havde sådan nogle Michael Jacksonsko på med glatte såler, så jeg sejlede rundt. Jeg fik gang i bilen igen, men min far nåede at opdage, at bilen var væk.
Hvornår fik du din egen første bil?
– Lige så snart jeg var gammel nok. Den første var en blå Toyota Corolla Stationcar. Jeg havde længe sukket efter en BMW 320□ fra 1980’erne, men det havde jeg slet ikke råd til. Set i bakspejlet var det nok også meget godt, at jeg endte med Corollaen. Det var nok blevet for iøjnefaldende at køre rundt i den anden med alle mine venner med indvandrerbaggrund på bagsædet.
Har du haft mange biler?
– Måske omkring 15. Når jeg først bliver forelsket i en bil, kan jeg slet ikke få den ud af hovedet. Så bliver jeg nødt til at have den. Jeg fandt for eksempel en Saab 9000 Turbo i Frederikshavn, så måtte jeg jo tage toget derop. Min ADHD gør også, at jeg er meget impulsiv, så under corona- nedlukningen kom jeg også til at købe en Audi A6. Den havde jeg kun ganske kort tid, før jeg solgte den videre.
Du sagde, du elsker at køre bil – hvad giver det dig?
– Det er bare den fedeste følelse bare at køre derudad på må og få uden et fast mål. Det giver mig rum til at tænke, især når jeg skal køre langt. Det er det bedste. Forrige weekend kørte jeg en tur til Berlin med min kæreste i hendes Porsche. Turen derned var næsten det bedste ved turen. Selvfølgelig blev jeg hevet til side i tolden på vej hjem og spurgt, om det var min bil.
Når du kører langt i din van, overnatter du så i den?
– Det kan jeg sagtens finde på, og gerne ved havet, hvis det er muligt. Det er ikke særlig længe siden, jeg på vej hjem fra et foredrag valgte at sove på stranden i stedet for. De havde lovet vinterstorm, og det kan bare noget helt særligt at sove i bilen, mens elementerne raser uden for.