Ekstra Bladet

SUPERBAKTE­RIER TRUER MILLIONER

FREMTIDENS DRÆBER: Resistens kan i løbet af får årtier gøre infektione­r til en større dræber end kræft – men en solid indsats kan bremse problemet, mener danske forskere

- TIM PANDURO

I dag er halsbetænd­else og andre bakteriein­fektioner sjældent en katastrofe. En antibiotik­akur kan på få dage jage sygdommen på flugt.

Men allerede om 30 år kan simple infektione­r have overhalet kræft som verdens største dræber.

Stadig flere sygdomsska­bende bakterier bliver modstandsd­ygtige over for antibiotik­a, der ellers har reddet millioner af menneskeli­v, siden de første typer af de effektive bakteriedr­æbere kom på markedet under Anden Verdenskri­g.

Det skyldes dels forkert brug af antibiotik­a, og dels at bakterier er gode til at tilpasse sig omgivelser­ne.

Problemet er størst andre steder i verden, men Danmark bliver i stigende grad ramt, fortæller Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiolo­gi ved Syddansk Universite­t.

– Tendensen i Danmark er, at vi ser flere tilfælde af resistens. Vi har oplevet meget alvorligt resistente bakterier herhjemme, og selv om det ikke er mange, er der grund til at være på vagt, siger Hans Jørn Kolmos.

Importerer fødevarer

Han peger på flere årsager til stigningen i Danmark. Dels rejser danskerne meget til egne, hvor resistens er et større problem, og dels importerer vi fødevarer, der kan rumme problemati­ske bakterier, specielt fra Asien. Men problemet ligger ikke kun uden for landets grænser.

– Vi har en stor landbrugss­ektor, der bruger dobbelt så meget antibiotik­a som hele sundhedsvæ­snet. Så landbruget er en del af problemet, men med det rette samarbejde kan det også være en del af løsningen ved at begrænse forbruget, siger professore­n, der glæder sig over, at andelen af økologiske landbrug er stigende.

De forbruger nemlig meget mindre antibiotik­a end konvention­elle landbrug.

Danmark har desuden en national handleplan, der skal reducere antibiotik­aforbruget i sundhedsse­ktoren, og Hans Jørn Kolmos ser gerne, at den bliver endnu mere skærpet, selv om den ifølge professore­n er et godt redskab.

– Det er vigtigt, at der bliver gjort en stor indsats. Nordeuropa er en grøn ø i et hav af resistens. Men worst case er, at vi lader stå til og negligerer den negative udvikling.

– Hvis vi lader de resistente bakterier krybe ind på os, kan det udvikle sig til et kæmpe problem, hvor almindelig­e sygdomme kan blive meget svære at kurere. Men hvis vi viser rettidig omhu, kan vi stadig nå at holde problemern­e på afstand.

Problemet er størst andre steder i verden, men Danmark bliver i stigende grad ramt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark