Altmodisch og parfumeret
ANMELDELSE: Knud Romers nye novellesamling vil ligne verdenslitteratur, men er endt som en omgang dannelses- blær, skriver Ekstra Bladets anmelder
’ Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift – og andre fortællinger’ Knud Romer. Noveller. Lindhardt og Ringhof.
176 sider. 229,95 kr.
Kun ubegavede mennesker keder sig, siger man. Og her må jeg gå til bekendelse, for jeg kedede mig smågabende flere gange undervejs i Knud Romers nye novellesamling, ’ Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift’.
De 15 noveller og et efterskrift, der tilsammen danner samlingen, virker underligt retningsløse. Der er noget arkaisk over den autoritative fortæller, der beretter floromvundet om menneskeskæbner på tværs af kloden. Fortællingerne tager os blandt andet med fra guldalderens København til forfatterens hjemstavn, Nykøbing Falster, videre til Paris og ad to omgange til Iran.
Typisk for teksterne er, at deres hovedpersoner søger en eller anden form for svar eller afklaring. Som i ’ Tosse- Johannes hus’, hvor fortælleren undersøger, hvad der skete med landsby- tossen, som han frygtede som barn. Eller som i titelnovellen, hvor en præstekone vil finde ud af, hvor de nonner, hendes mand er præst for, placerer deres jordiske begær.
Romer kan sagtens skrive, det ved vi godt, og i de bedste af novellerne er der flere smukke passager som her i ’ Ønskebrønden’ om tiggeren Farid: ’ Han viste sin fattigdom frem i en åben hånd, der lå på knæene som en skål. Hvis man ingenting havde, blev man selv til en ting.'
Også ’ Århundredmiddagen’ om den surrealistiske kunstner Leonora Carrington og en opulent scoremiddag står som et højdepunkt i samlingen.
Kartotek af kundskaber
Men samlet set er teksterne for parfumerede. Mange af dem minder om selvhøjtidelige stiløvelser, der gerne vil efterligne verdenslitteratur.
Tidligere er jeg blevet charmeret af Romers fabulerende insisteren på klassisk dannelse, men disse tekster fremstår for leksikale. Dannelses- blæret burde være doseret mere varsomt.
Novellesamlingen kommer til at fremstå som et kartotek over forfatterens mange kundskaber – fra gastronomi, vin, litteratur og billedkunst til fremmede kulturers religion og traditioner. De af teksterne, der foregår i ikke- vestlige lande, har desuden en bizar bismag af en altmodisch orientalisme – en fetichisme af det fremmede.
Bogens påklistrede efterskrift, ’ Hvad er en forfatter?’, forsøger at besvare netop det spørgsmål på under to sider. Ifølge Romer er en forfatter ’ en læser, som skriver’. Det kan han da have ret i, men meget mere tilføjer den afsluttede note i ’ Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift’ så heller ikke.
Dannelsesblæret burde være doseret mere varsomt