Psykolog: Nogle gange skal man træde et skridt tilbage
– Vi lever i et moderne, oplyst samfund, men jeg har også måttet holde en pegefinger op for mig selv – for ikke at tro en hel masse, som endnu ikke er bevist.
Det medgiver rets- og kriminalpsykolog Charlotte Kappel. Hun peger også på, at den voldsomme vrede, der har rejst sig i befolkningen, er en reaktion på chokket over, at noget så forfærdeligt kan være sket. At det vækker en følelse i os af, at vi bliver nødt til at rykke sammen i bussen og gøre noget fælles mod truslen.
– En følelse af, at vi er nødt til at gøre noget på en rå og brutal måde imod det, så vi selv kan føle os mere trygge, fordi vi på den måde har udryddet en, der kan gøre sådan noget, siger hun.
Vold mod børn
– Især når det gælder vold eller overgreb på børn, er en ekstrem voldsom vrede en følelse, som vi alle kan genkende og forstå. Det bliver mere acceptabelt at have mere sort- hvide følelser. Og det er vores dyrehjerner, der går i gang for at beskytte de svageste for nærmest enhver pris, siger hun.
– Hvordan kan vi tackle den vrede?
– Det er nogle følelser, der er helt, helt i orden at have.
Men vi skal ikke reagere på dem, siger hun i tråd med Tine Wøbbe.
Træk vejret
– Nogle gange bliver vi nødt til at træde tre skridt tilbage og trække vejret, inden vi begynder at komme med meget, meget voldsomme udtalelser eller handlinger. Det er jo sket før, at et menneske er blevet udråbt som både volds- eller drabsmand uden at have gjort noget. Man kan ikke stoppe de følelser, man har – og det skal man heller ikke. Men man må godt træde et skridt tilbage og tænke, at det her er en følelse, og den skal jeg ikke reagere på.
– Hvorfor ikke?
– For så bliver det et samfund, hvor vi er tilbage til der, hvor vi stimler sammen med fakler omkring en formodet gerningsmand. Eller flænser hinanden med høtyve, fordi vi synes eller tror noget. Hvor mange har lyst til at leve i et samfund, hvor vi peger folk ud for at være forkerte, og der er heksebrændinger og halshugninger på torvet, fordi vi tror eller synes noget. Vi kan godt diskutere strafudmålinger, og hvordan det bedste retssamfund kan se ud, men vi skal ikke handle på vores følelser, siger hun.