Få kontrol over forældre- frygten
HELE DANMARK blev berørt af den en 13årige Filippas frygtelige forsvinden. Hun blev gudskelov fundet igen, men sagen vakte en kæmpe frygt – både hos voksne og børn.
Når så alvorlige hændelser sker, vil de fleste forældres nervesystem ryge direkte i alarmberedskab. Dernæst føler vi panikken brede sig, og mange forældres naturlige instinkt vil skrige på at holde børnene tæt ind til kroppen og aldrig give slip igen.
Det er helt naturligt, for vi som forældre vil gøre, hvad end vi kan, for at beskytte vores børn fra verdens fortrædeligheder.
Så, hvordan tackler man sin frygt for, at der skal ske noget med ens børn – samtidig med at børnene gerne skal udvikle sig til selvstændige individer, som trives trygt med frihed?
FRYGT ER EN rationel følelse, der er proportionel i forhold den aktuelle fare. Så kroppens signaler er egentlig rigtige nok, der er fare på færde i den store verden. Det er en følelse, som du som forældre skal forholde dig til, og den måde, du tackler det på, vil selvfølgelig smitte af på barnet/ den unge.
Første trin til at håndtere frygten er at kunne berolige sig selv.
Mærk efter, hvor i kroppen du kan mærke frygten, læg derefter en hånd på det sted, og tag nogle dybe vejrtrækninger. Når du får beroliget dig selv, vil det være meget nemmere at berolige dine børn. Derefter er det meget godt at efterrationalisere på det, der triggede frygten.
I forhold til den aktuelle hændelse bor vi heldigvis i et forholdsvis sikkert land, hvor der gudskelov ikke sker mange alvorlige forbrydelser mod børn og unge ifølge kriminalstatistikkerne. Det
ER ret sikkert at færdes rundt i landet som barn og ung.
I TAKT MED at børn bliver ældre, vil de gerne færdes mere ude på egen hånd, hvilket er en god og naturlig del af deres udvikling. Den bedste måde, du kan kan lave gode og sikre aftaler med dit barn/ den unge på, er ved at have et åbent og ærligt forhold til dem.
Jeg møder ofte forældre, der gerne vil have et tillidsforhold til deres større børn, samtidig med at de skælder meget ud og har et utal af strenge regler i hverdagen.
Lad være med det – det virker ikke og motiverer i stedet den unge til at lyve og lukke ned for samtalen.
Du kommer meget længere med at lave aftaler med den unge, som både virker rimelige for dig og for dem. Hav en åben dialog, hvor du gør dine forventninger tydelige omkring, hvad den unge kan få lov til, og hvilke ting du ikke vil have. Sæt tid af til samtaler, og prøv at sætte dig ind i, hvad dit barn/ den unge går og laver.
Men hvornår kan børn og unge mon færdes på egen hånd?
Mine børn har haft et rejsekort, siden de var 12 år, og bruger det flittigt. De færdes i metro og med bus helt uden problemer. Eller det vil sige en gang havnede min yngste så ude i Bella Center i stedet for Bellahøj, men så lærte hun det og blev hentet af de voksne.
MAN ER NØDT til at prøve ting for at gøre sine egne erfaringer. Hvis vi taler om at færdes ude i verden om aftenen, er det straks en anden sag. Min anbefaling går på altid at følges med nogen hjem efter mørkest frembrud. Det giver både mere ro hos den unge og hos os som forældre.
Sørg for, at de unge altid ved, at de kan ringe til jer, lige meget hvor meget de har dummet sig, og hvor de er henne. Tag imod deres opringning med åbne arme, tilbyd din hjælp, og tag så snakken om, hvad der mon gik galt på et andet tidspunkt. Igen: Konstruktiv kritik er meget bedre end afstraffelse og skældud.
Børn og unge begår fejl, ligesom vi har gjort det engang. De skal have tingene at vide mange gange, hvilket er helt normalt. Frihed under ansvar er ikke ensbetydende med to ugers stuearrest, fordi man kommer et kvarter for sent hjem.
Tag hellere en dialog om, hvad der mon skete. Vær præcis om, hvad du forventer af den unge, og vis din tiltro til, at det nok skal lykkes. Sker det mod forventning ikke, ja, så er en ny snak om, hvilke konsekvenser det så skal have.
VORES BØRN og unge er kun til låns, og vores fineste opgave er derfor at sende dem ud i verden i en tilstand, hvor de kan klare sig selv. De unge har ikke brug for vores bekymrede miner og løftede pegefingre. De har brug for en vejviser, der kan sende dem i en god og positiv retning, så de kan stå bedste muligt på deres egne ben.
” Vores børn og unge er kun til låns