DEN SIDSTE DYST
DET ER ARBEJDERNES internationale kampdag. Den indledes med en ironisk sejr. Yngre mandlige ansatte i arbejderbevægelsen skal ikke længere kæmpe for at undgå klap i røven fra deres boss, Lizette Risgaard.
Typisk for selvretfærdige chefer forstår Risgaard ikke helt egen brøde. Som hun skrev på sin facebookprofil søndag: ’ Vores kamp står forrest. Men nu kan jeg konstatere, at de oplysninger, som bliver spredt fra flere sider, står i vejen for denne kamp.’
HERAF MÅ MAN udlede, at når FH- bossen ikke står i spidsen for arbejdernes rettighedskamp 1. maj i Fælledparken, så er det ikke, fordi Lizette har befamlet underordnede og dermed har opført sig som en undertrykkende fabrikant fra forrige århundredskifte. Problemet er, at det er blevet ’ oplyst’.
Risgaard fatter således ikke, at hun med manglende situationsfornemmelse står så langt fra de arbejdere, hun har repræsenteret, at hun lige nu personificerer fagbevægelsens største problem.
I DAG STÅR ’ bevægelsens’ tilbageværende ledere og taler i Fælledparken og andre steder i landet. I luften står støvet fra de grundstoffer, deres politiske univers på godt og ondt er dannet af. Det røde flag, der smælder. Publikum, der skælder. Og måske mere mod deres egne ledere end mod kapitalen. Eller bare mod det hele, fordi ingen længere kan skelne. Arbejdernes internationale kampdag har i det nye århundrede handlet mere om, hvor upopulære socialdemokraterne og bevægelsens ledere er end noget andet.
Og hvorvidt taleren kommer til at dukke sig for diverse fødevarer kastet af ’sultens slavehær’. Lige nu tror ingen på, at der ikke i årevis er blevet dækket over FH- bossens fremturen i festlige lag. Og hvem der har været medskyldig, står tilbage at udrede.
MEN IFØLGE LIZETTE Risgaard er det snarere hende selv end medlemmerne af FH, der er udsat for uretfærdighed. Den detroniserede dronning af arbejderbevægelsen ’ minder’ i sit opslag ’stilfærdigt om, at ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som det, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen. Det mener jeg, særligt journalister og medier bør tænke over,’ som hun skriver.
Her på Ekstra Bladet har vi skam tænkt. Vi tænker, at Lizette synes, det er mediernes skyld, og at hun har været udsat for en hetz. Det beklagelige er derfor ikke, hvad hun har gjort, men at vi har afsløret det. Vi tænker, at arbejderbevægelsen i dag synes længere borte end nogensinde før fra at genoprette sin kontrakt med det velfærdssamfund, som bevægelsen var med til at skabe i forrige århundrede.
VI TÆNKER, AT Lizette Risgaard netop har godtgjort, at arbejderbevægelsen ikke længere synes i stand til at skelne mellem, hvad der er selvretfærdigt og uretfærdigt.
Læs mere på side 6- 8.
Lige nu tror ingen på, at der ikke i årevis er blevet dækket over FH- bossens fremturen i festlige lag