MESTEREN BLIVER MENNESKELIG
Danmarks største digter – ikke til diskussion! – er aktuel posthumt med de allertidligste digte. Teksterne svinger i kvalitet, og netop dét gør bogen interessant
’Jeg bor i en hemmelig drøm’ Inger Christensen.
Digte. (Gyldendal).
176 sider. 199,95 kr.
Jeg må her – på første linje – erklære mig noget nær inhabil i forhold til at anmelde Inger Christensen. Som bekendende fangirl, der har tatoveret én af hendes bogtitler ( gæt hvilken!) på min krop, kan jeg med stor sandsynlighed ikke forholde mig fuldstændig åbent og sagligt til hendes digte. Men anmeldes skal de skisme.
’ Jeg bor i en hemmelig drøm’ er en samling af Inger Christensens tidligste, uudgivne digte fra perioden 1955- 1960, fra før debuten ’ Lys’ fra 1962. Teksterne forærede hun til en ungdomsveninde og til billedkunstneren Mogens Dithmer, og de er senere blevet samlet af hendes søn, litteraten Peter Borum, som hun fik med digteren og den ikoniske Ekstra Bladet- anmelder, Poul Borum.
De nyfundne digte er flankeret af digterens overraskende veludførte tegninger og akvareller, og en af bogens længere sammenhængende forløb er hendes klippe- klistrede postkasserøde hjertebog med titlen ’ Et chimiria’. Her forsøger den store systemdigter sig – måske for første gang – med den sonnet- form, som hun senere perfektionerede i den formidable ’ Sommerfugledalen’ fra 1991.
Fra spæd til spirende
En del af samlingens første digte lider af ’ artig pige- poesi’; der er en rimet ordentlighed og sentimentalitet til stede i teksterne, som heldigvis ikke er at finde i resten af forfatterskabet. Som i bogens første digt, der er illustreret af en farveblyantstegning af to vilde lyserøde roser: ’ Den vilde rose ren og skær / som solen lyser i / den var mig ganske nær’.
De eksperimenterende 1960’ ere gjorde Christensen godt, lad mig bare sige det på den måde.
Teksterne er sat i en tilstræbt kronologisk orden, og på den måde kan man følge digterens udvikling fra spæd til spirende. Er man Christensen- connaisseur, vil man kunne genkende de frø, der blev plantet i de tidlige tekster fra de senere værker.
Som digtet ’ Bjergtagen’ der, med sin indledning ’ I bjergenes vilde ensomhed / trækker jeg grannåletæppet / hen over mig’, er en demo til et af de allerførste digte i debuten, der åbner med de selvsamme første tre linjer.
Det mest interessante ved ’ Jeg bor i en hemmelig drøm’ er, og nu bliver anmeldelsen for alvor selvmodsigende, at digtene faktisk ikke er fremragende. Bevares, de er stadig bedre end de fleste andres digte, men hvor gør det dog mesteren vidunderligt menneskelig, at også hendes forfatterskab begyndte med noget hjerte- smerte i håndklippet form.
De eksperimenterende 1960’ere gjorde Christensen godt, lad mig bare sige det på den måde