’ Der kommer vel en dag, hvor jeg ikke kan huske, hvad jeg hedder’
Lisbet Dahl synes stadig, det er sjovt at lave revy. Og alderen trykker ikke endnu – så hun ved ikke, hvornår hun stopper
Adskillige revyer er klar til at forkæle danskerne med gode grin denne sommer. □n af de nye drenge i klassen er Tivoli Revyen, der godt nok blev skabt for 140 år siden, men som har ligget stille i en årrække.
Det ændrer Lisbet Dahl på denne sommer sammen med James Price og en perlerække af muntre mennesker: Andreas Bo, Linda P., Nicolai Jørgensen og Carsten Svendsen.
– Jeg hverken kan eller vil fortælle ret meget om vores revy. Dels har vi ikke alle teksterne, dels skal det hele samle sig, før jeg ved, hvad vi kan præsentere, men det bliver en blanding af det, jeg står for, og det, de yngre kræfter kan bidrage med, siger en smilende Lisbet.
□kstra Bladet møder revydronningen i Tivoli i et rum, hvor også det øvrige revyhold befinder sig, og det er ikke for meget sagt, at vor mor har et øje på hver finger.
Hun kan tydeligvis høre græsset gro i alle hjørner, og hun har en rap kommentar til det hele, før hun igen- igen vender tilbage til interviewet.
– Hvor kom vi fra, spørger hun grinende ...
Man mærker ikke på denne kvinde, at hun har rundet de 77 somre – hun er tidløs og energisk.
– Ja- ja. Jeg har et hul i hovedet. Det er, fordi jeg faldt ned ad trappen på grund af hunden, og jeg gider ikke høre kommentarer i den forbindelse, fastslår hun.
□fter at have haft en broholmer ved navn Alma, der trak hende ned at kysse fortovsfliserne, så hun lignede et trafikuheld, har hun nu fået en lille vaks mops, som hedder Monty – opkaldt efter Ole Monty. Men en minihund er tilsyneladende ingen garanti for ikke at komme galt afsted.
– Nok om det. Der skete jo ikke noget. ❘ntet brækkede og ingen hjernerystelse. Monty gjorde det jo ikke med vilje, siger Lisbet Dahl beskyttende og viser et par søde videoer, hvor den lille hund mosler rundt med hendes gamle kæmpe-kat.
– Hæhæ. Hunden synes nok, at det er sjovere end katten.
Mange begravelser
Monty kan altså ikke få hende ned med nakken. Det kan til gengæld tristheden over de mange begravelser på det seneste.
Jeg savner lige at kunne tage telefonen og ringe til Britt
– Mennesker falder væk. Det er naturens orden, men det er da uendelig trist, at for eksempel Britt ( Bendixen, red.) og Dario (Campeotto, red.) er døde. Jeg savner lige at kunne tage telefonen og ringe til Britt, men det kan man så ikke mere. Det sætter alderen i relief.
Men bortset fra den stressbetingede depression, som Lisbet Dahl havde for et år siden, og grå stær- operationen (’den er virkelig ikke noget at snakke om. Det tog ti minutter, og så blev jeg sendt hjem igen. Allerede næste dag kunne jeg køre bil. Jeg havde virkelig ingen smerter’) og så lige det faktum, at hun har ondt i ryggen – ja sådan set allevegne – så mærker hun bestemt ikke alderen, selvom der naturligvis bliver færre og færre af de gamle venner.
– Der er dog ingen risiko for, at jeg bliver ensom. Jeg har en Guds velsignelse af børn, ti børnebørn og to oldebørn, så det går nok.
Men det fortsætter ikke i al evighed.
– Jeg ved sgu ikke, hvornår jeg stopper. Lige nu synes jeg stadig, at det hele er sjovt, og at jeg har noget at byde på.
– Men der kommer vel en dag, hvor jeg ikke kan huske, hvad jeg hedder, eller hvor jeg er, og så er der forhåbentlig nogen, der stopper mig, griner Lisbet Dahl højlydt.
Så er der forhåbentlig nogen, der stopper mig