GIROEN ER BARE MERE TOSSET
REVSER AFSLUTNINGEN: Ekstra Bladets cykelsportskommentator, Michael Rasmussen, er ikke tilfreds med afslutningen på 2. etape af Giro d’Italia, der bød på et stort styrt med 3,7 kilometer til mål Anarki
Et stort styrt 3,7 kilometer før mål ødelagde finalen for danske Mads Pedersen på 2. etape af Giro d’Italia.
Vejen snævrede ind, og et skarpt, pludseligt udsving fra en Jumbo- Visma- rytter resulterede i et styrt i rytternes højre side af vejen – lige dér, hvor Mads P. og hans hold, Trek- Segafredo, sad.
Typisk og anarkistisk
I stedet kunne Bahrain Victorious’ italiener Jonathan Milan spurte sig til en sejr i hjemlandet foran David Dekker ( Arkéa Samsic) og Kaden Groves ( Alpecin- Deceuninck). Det er ikke tilfældigt, at vi ser den slags ske på etapeafslutningerne i lige præcis Giro d’Italia.
Det mener Ekstra Bladets cykelsportskommentator, Michael Rasmussen.
– Det sker oftere i Giroen i forhold til i Touren og Vueltaen, siger han.
– Det er meget typisk for Giroen, at der lige bliver smidt et par hastighedsbump, en rundkørsel og en indsnævring i vejen ind i finalen. Giroen er bare mere tosset i nogle af afslutningerne.
Og det er ikke kun selve ruten, Michael Rasmussen ikke var helt tilfreds med i søndagens afslutning på 2. etape.
– Der står tilskuere ude på vejen med få kilometer til mål. Det kommer heller ikke til at ske i Frankrig, hvor der er sat afspærringer op.
– Så vidt jeg kunne se, holdt der også pludselig en bil ude på den store vej med fem kilometer til mål. Den bør ikke være der. Det er for laissez faire og for italiensk nogle gange. Det bliver sgu nemt lidt for anarkistisk.
En dårlig idé
Michael Rasmussen har selv kørt Giro d’Italia flere gange i sin aktive karriere i 00’ erne.
Også dengang undrede han sig af og til over arrangørernes tilgang til finaleafslutningerne.
– Historisk set er det sådan i Giroen. Og i Italien i det hele taget.
– Det ene år, jeg kørte, syntes de, at det var en pissegod idé at lægge plastikbannere på tværs af de sidste 200 meter på målstregen nede på asfalten. Så kan man selv regne ud, hvad der sker, hvis det regner. Det er en rigtig, rigtig dårlig idé, siger Michael Rasmussen.
– Der er mange ting, hvor man tænker ’ ahh, det kunne de sgu’ godt gøre bedre’.
Sort uheld
På gårsdagens sidste kilometer sad Mads Pedersen og hans Trek- Segafredotog bag Jumbo- Visma- holdet i rytternes højre side af vejen.
Ifølge Michael Rasmussen var det hverken taktikken eller holdets position, der ødelagde muligheden for sejr.
– Det er bare sort uheld og tilfældighedernes spil. De sidder egentlig rigtig fint, siger han.
– De havde lagt en plan hjemmefra, og den holdt indtil 3,7 kilometer før målstregen. Men nu kommer der jo endnu en mulighed i morgen ( mandag, red.), selvom finalen er noget sværere.
Dagens 3. etape ligner endnu et bud på en massespurt, men med 30 kilometer til mål skal de store sprintere dog overleve både en kategori 3– og en kategori 4- stigning.
Det er for laissez faire og for italiensk nogle gange. Det bliver sgu nemt lidt for anarkistisk