BARSKT LIV VED FRONTEN
Det er stilhed før stormen, ifølge de ukrainske soldater, som Ekstra Bladet har mødt nær fronten i Østukraine. Mens de venter på ordre til angreb, fokuserer de kun på at passe deres opgaver
Vi skal vinde denne krig. Vi har simpelthen ingen anden udvej
( VUHLEDAR) Ekstra Bladet: Fuglekvidderen afbrydes jævnligt af brag fra kampene ved fronten, der er blot få kilometer væk. Ekstra Bladet er på besøg i en lille landsby hos 68. brigade i det sydlige Donbas tæt på byen Vuhledar. De russiske artilleriangreb er taget til i styrke i de sidste par uger og gør det næsten umuligt for de ukrainske soldater at bevæge sig på vejene i dagtimerne.
De russiske droner holder øje med alt i bevægelse. I den lille landsby, som Ekstra Bladet ikke må oplyse navnet på, står de ukrainske militærkøretøjer gemt i ly af træerne, der igen bærer blade. Vejene er stadig mudrede, men regnfulde april er erstattet af solrige maj.
Den 35- årige feltlæge Andrej lytter efter meldinger fra fronten på sin walkietalkie i ly ved et lille hus, som er indrettet som felthospital. Nabolandsbyen bliver ramt konstant, lyder det.
For nylig har han selv været nødt til at rykke felthospitalet fra samme landsby, da det hus, hvor de holdt til, blev ramt af russerne. Andrej siger, at Rusland virkelig presser på nu.
– Vi kan stort set kun hente sårede ved fronten om natten, for der er det meget sværere for de russiske droner at se os, siger Andrej, der ligesom andre tror, at de mange artilleriangreb fra russerne hænger sammen med, at russerne er bange for den mulige ukrainske modoffensiv.
Venter på ordren
I flere uger har der været meldinger om, at den ukrainske modoffensiv er lige på trapperne, eller at den allerede er begyndt i det små. Andrej og andre soldater går ikke meget op i
datoen for offensiven. Det vigtigste er bare, at den kommer, og at russerne bliver smidt ud.
Hjemme venter Andrejs kone og to børn på fem og et år. Da han drog mod fronten, kunne han holde sin nyfødte søn i en hånd. Han håber blot på at overleve modoffensiven, så han kan komme tilbage og se dem igen. Hver dag ser han soldater, der ikke klarer den.
– Vi skal vinde denne krig. Vi har simpelthen ingen anden udvej. Enten vil vi generobre vores territorium og leve mere eller mindre fredeligt, eller også vil russerne presse, presse og presse, indtil de kvæler os alle, siger Andrej.
– Vi kan kun have øjne for sejren.