MYSTISK LIVSTEGN FRA LUKASJENKO
DER VAR HAN: Regeringen i Belarus har offentliggjort en video af Lukasjenko, som angiveligt stammer fra hans seneste offentlige optræden i Moskva
Han glimrede lørdag ved sit fravær under en ceremoni i Minsk.
Sidenhen har den fraværende Aleksandr Lukasjenko været genstand for et hav af spekulationer.
Et efterhånden skrantende helbred hos Europas sidste diktator har nemlig fået rygterne om den brutale leders død til at svirre.
En ny video af 68- årige Lukasjenko har kun skabt endnu mere debat om den belarusiske leders tilstand.
Regeringen i Minsk har netop offentliggjort video og billeder gennem det statslige nyhedsbureau Pul Pervogo.
De viser Aleksandr Lukasjenko under et besøg på en militærbase, hvor han taler om nylige begivenheder i Ukraine.
Dermed synes videoen at afkræfte rygterne om diktatorens død.
Hæs stemme
Til gengæld har flere bemærket, at hans stemme er tydeligt udfordret. Blandt andre Ukraines indenrigsminister, Anton Gerasjenko, der i et tweet skriver:
’ Midt i rygter om sit svigtende helbred besluttede
Lukasjenko at optræde offentligt. Med denne video har han kun forstærket mistankerne, da han taler med tydeligt besvær og ser ud, som om han har makeup på.’
Aleksandr Lukasjenko var ellers ikke set i offentligheden siden 9. maj, hvor han troligt troppede op hos sin gode ven Vladimir Putin, da Rusland fejrede årsdagen for sejren over Nazityskland i Anden Verdenskrig.
I den forbindelse bliver det også bemærket, at Lukasjenko senest dukkede op på militærbase med en stor bandage på sin højre hånd. Under sit besøg i Moskva for en uge siden var det venstre hånd, der var bundet ind.
Det har fået flere til at spekulere på, om den aldrene diktator får intravenøs medicin.
Militærbloggeren Denus Davidov har eksempelvis delt et billede af Lukasjenkos seneste besøg på militærbasen på det sociale medie Telegram, hvor han tydeliggør detaljen med bandagen.
Han er syg
Konstantin Zatulin, der er næstformand for Dumaens CIS- anliggender ( Commonwealth of Independent States, østlandenes Nato, red.), har ifølge russiske Podyom tidligere i maj fortalt, at Lukasjenko er syg – dog uden at komme ind på, hvad han fejler.
Meldingen kommer, efter Lukasjenko ifølge flere medier blev indlagt lørdag.
Ifølge Kyiv Post rygtes det, at Lukasjenko har problemer med sit hjerte, og at han oplevede flere hjerteanfald for et par år siden.
Lukasjenkos pressetjeneste har ikke officielt fortalt noget om hans helbred.
Samlingen af tidligere belarusiske efterretningsagenter, Bypol, har til oppositionsmediet Euroradio fortalt, at de er overbeviste om, at Putin og Moskva allerede har udpeget en ny arvtager, skulle Lukasjenko være død eller dø inden længe.
Med denne video har han kun forstærket mistankerne, da han taler med tydeligt besvær