Ekstra Bladet

DANMARK PÅ GLATIS

FALDT SAMMEN: En frygtelig anden periode kostede dyrt for ishockeyla­ndsholdet, der pludselig er langt fra avancement ved VM

-

Det danske ishockeyla­ndsholds muligheder for nå kvartfinal­en ved VM er pludselig blevet meget mindre.

Danmark missede ' matchbolde­n' mod Tyskland, der vandt med 6- 4 og er storfavori­t til at snuppe billetten til næste runde for næsen af danskerne.

Hvis tyskerne som ventet gør rent bord i de sidste tre indledende kampe, skal Danmark hente fem point mod stormagter­ne USA, Sverige og Finland for at komme videre.

Det er ikke umuligt, men virker heller ikke oplagt efter gårsdagens nederlag, og måden det kom i stand på.

Efter en fin, fin indledning blev det danske hold i anden periode most fuldstændi­g af en flok langt mere aggressive tyskere, som dominerede totalt.

De midterste 20 minutter var en lidelse at komme igennem for de danske spillere, der tilbragte stort set hele perioden i egen zone og til tider virkede decideret rådvilde.

Det var her, danskerne smed chancen for at tage den sejr, som ville have bragt dem millimeter fra den tredje VM- kvartfinal­e i dansk ishockeys historie.

Danmark fik ellers en drømmestar­t med et føringsmål efter blot fem minutters spil. Matias Lassens skud ramte en tysk forsvarer på vejen og snød målmanden.

Tyskerne kom igen

I første periode virkede Danmark perfekt forberedt på opgaven. De tyske spillere fik ikke lov til at etablere sig i den danske zone, og fra et defensivt udgangspun­kt lurede danskerne hele tiden på kontrachan­cer.

Fra anden periodes start blev kampen dog vendt fuldstændi­g på hovedet. Længe inden Alexander Ehls mål til 1- 1 efter ni minutter var det tydeligt, i hvilken retning forestilli­ngen bevægede sig.

Kort efter udligninge­n fejlede Frederik Dichow på en høj puck, så JJ Peterka kunne bringe tyskerne i front. Og da Moritz Müller to minutter før pausen øgede til 3- 1, var det danske hold på vej i opløsning.

Det siger noget om kampbilled­et, at Danmark kun havde ét eneste kontroller­et angreb i tyskernes zone i hele anden periode.

Det udnyttede Mathias Bau til gengæld optimalt ved at fyre pucken i det tyske net til en nærmest mirakuløs reducering med 23 sekunder tilbage af perioden.

Målrig slutfase

Målet gav nyt mod, og i tredje periode genfandt holdet også nogle af takterne fra kampens start.

Der var mere fart i skøjterne og langt mere målrettet angrebsspi­l. Men tyskerne spillede med stor disciplin og tog ikke en eneste udvisning i hele kampen. Dermed var Danmarks farligste VM- våben, powerplay, elimineret.

Men fem minutter før tid fandt fjerdekæde­n for anden gang nøglen mod det tyske forsvar. Christian Wejse modtog pucken tæt under mål og udlignede til 3- 3.

Glæden holdt dog blot i 20 sekunder. Den tyske back Jonas Müller scorede det, der skulle blive sejrsmålet i en situation, hvor Frederik Dichow ellers havde frit udsyn til pucken.

Muligheden for en dansk satsning i slutfasen blev forpurret af en udvisning. Og da landstræne­r Heinz Ehlers alligevel erstattede Dichow med en markspille­r, sendte tyskerne blot pucken i det tomme mål.

Markus Lauridsen skabte et lille håb med en reducering på slagskud 30 sekunder før tid, men endnu svarede tyskerne igen med en scoring i tomt mål.

Danmark er nu tvunget til at skabe flere overraskel­ser i de tre sidste gruppekamp­e. Første mulighed er lørdag middag mod USA, der har maksimumpo­int.

 ?? FOTO: RITZAU SCANPIX ?? Tysk comeback
Danmark førte mod Tyskland, men måtte se sig slået.
FOTO: RITZAU SCANPIX Tysk comeback Danmark førte mod Tyskland, men måtte se sig slået.
 ?? ??
 ?? ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark