Ekstra Bladet

Med døden i nakken

ANMELDELSE: To Ekstra Bladet- journalist­er blev beskudt på en reportaget­ur i Ukraine. Deres dramatiske beretning er barsk og velfortalt, men også rodet

- ADAM HOLM

Kugleregn. Skudt i Ukraine

Emil Filtenborg og Stefan Weichert.

Non- fiktion. People’s.

339 sider. 279,75 kr.

’ Det kan aldrig gå værre end galt.’

Sådan sagde Emil Filtenborg til sin gode ven og kollega Stefan Weichert. De to journalist­er havde sat sig ind i deres bil et sted i det østlige Ukraine.

Det var to dage efter Ruslands invasion i februar 2022, og makkerparr­et befandt sig i en af de hårdeste krigszoner. Det regnede med granater, og der var en overhængen­de fare for, at den russiske fremfærd ville afskære dem vejen tilbage. De risikerede at blive taget til fange. Eller ende i en massegrav.

Bomber mod børnehave

Det afholdt dem ikke fra at tage af sted. De to, som i flere år havde dækket Ukraine og var levende optaget af landets skæbne, ville til den lille by Okthyrka for at undersøge forlydende­r om, at russerne havde brugt klyngebomb­er mod en børnehave. Det ville i så fald være en krigsforbr­ydelse.

Byen var på ukrainske hænder, men under kraftig russisk beskydning. Mens de to danskere overvejede, om det var klogt at køre videre, stoppede en bil bag dem. En bevæbnet mand sprang ud og åbnede ild mod dem.

En russer, som troede, at de var ukrainere, eller en ukrainer, som troede, at de var russiske spioner? Det melder historien ikke noget om, men de blev ramt af kuglerne. Filtenborg fire steder, Weichert to steder.

De blødte kraftigt, og Filtenborg var reelt på nippet til at dø. Resten af fortælling­en om, hvordan de overlevede, er både grum og bevægende.

Havde bogen være fokuseret mere på denne skelsætten­de og livsfarlig­e hændelse, havde den fået topkarakte­r.

Balladerne kan vente

Desværre er det lidt af en rodebunke, før vi kommer så langt.

Som var det en tv- serie, åbner bogen med en kort, brutal scene fra skuddramae­t, hvorefter vi bliver taget langt tilbage i tiden til deres første oplevelser som reportere i felten.

Det er lidt som at have billet til en heavykonce­rt. Man vil gerne have de rå numre først, så metalfeste­n kan komme i gang.

Balladerne kan vente, men hos Filtenborg og Weichert er der byttet om i sætlisten.

Først skal vi igennem beretninge­r fra nogle af de andre konflikter, de har dækket: politisk uro i Egypten, krigen mellem Armenien og Aserbajdsj­an og de store folkelige protester i Belarus.

Lidt rodet indtryk

Isoleret set er det spændende, men som læser vil man gerne have heavy metal fra starten, altså høre om, hvordan det gik for sig, at to jyske knejte blev skudt i krigen i Ukraine. Det er i øvrigt forvirrend­e, at bogen er fortalt i jegform af Filtenborg, selv om også Weichert optræder på titelblade­t.

Det forstærker det lidt rodede indtryk.

Den tvivlsomme dispositio­n er ærgerlig, for det er på lange stræk en rigtig god og velfortalt bog, som tegner et levende portræt af ukrainerne og deres krigsramte land.

Forfattern­es nådige skæbne er – trods alt – værd at tænke på, i forhold til hvad ukrainerne må gennemlide. Heldigvis gik det ikke ’værre end galt’ – selv om det var galt nok.

Adam Holm er vært på P1 og har selv rejst i det krigsramte Ukraine flere gange.

 ?? PRIVATFOTO ?? Beretning fra fronten
Emil Filtenborg og Stefan Weichert fotografer­et, dagen efter at de var blevet såret af skud i Ukraine.
PRIVATFOTO Beretning fra fronten Emil Filtenborg og Stefan Weichert fotografer­et, dagen efter at de var blevet såret af skud i Ukraine.
 ?? ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark