Legende vanvittig i København
Van Morrison spillede kun sange fra sit nye album og spildte guddommeligt talent på suppe, steg og is
Van Morrison, Falkoner Salen, København, søndag 21. maj.
★★★✩✩✩
Van Morrison har altid på godt og ondt gjort, hvad der passede ham.
Søndag aften i Falkoner Salen passede det en af populærmusikkens største begavelser at gå på scenen fire minutter før showtime for at give en koncert bestående af 20 sange fra sit aktuelle coveralbum, ’ Moving On Skiffle’.
Og intet andet.
Van kommer af Ivan. Af og til skulle man tro, det var fra vanvid.
Et par sokker
’ Moving On Skiffle’ er som titlen antyder en hyldest til skifflegenren, og det er hans bedste udspil de senere år, men det siger mest om de politisk motiverede forgængere, der er nærmest uhørligt dårlige.
Morrison har nok lavet 35 album, som er mere interessante end ’ Moving On Skiffle’, men det var altså den eneste, han havde med i bagagen til København, og det virkede omtrent som at tage på ferie med et enkelt par sokker.
I forlængelse af veteranens forrige danske besøg på festivalen Heartland i 2018 og i Falkoner Salen to år tidligere tilsidesatte han den magiske dimension i sit katalog til fordel for spillemandsmusik i jakkesæt.
Spille og synge det kunne både 77- årige Morrison og hans gråtonede ensemble stadig, men det var på den der lidt trættende facon, der er en blanding af cocktailjazz, sølvbryllupsorkester og smagfuld suppe, steg og is.
Det er spild af guddommeligt talent. Som hvis René Redzepi begyndte at lave burgere. Eller som hvis George Best, Vans gamle homeboy fra Belfast, havde driblet rundt på Kløvermarken.
Ugidelig attitude
Morrison har aldrig haft ry for at være høflig. Hans musik er desværre blevet det.
Publikum var hverken taktfulde eller taktfaste, når de tog billeder og filmede løs med blitz til en siddekoncert, men af og til havde de faktisk grund til at klaske håndfladerne nogenlunde sammen.
Blandt de mere eller mindre støvede klenodier, travere og klassikere fra dengang lille Ivan gik i knæbukser imponerede særligt en version af Hank Williams’ ellers fortærskede ’ I’m So Lonesome I Could Cry’ i et inspireret arrangement, hvor Morrison også investerede lidt af sin store sjæl i en engageret vokal.
For ofte var showet dog intenst som en lydprøve, og det blev ved hyggen, når entertaineren blæste i saxofon, mundharpe eller bare på det hele tilsat en noget ugidelig attitude.
Uvisse årsager
I Morrisons gamle swingerklub var ’ I Wish I Was an Apple on a Tree’ næsten funky. Boogien ‘ Cotton Fields’ fik næsten folk på fødderne.
Til sidst blev det næsten for meget.
Under ekstranummeret, ’ Worried Man Blues’, udvandrede Van ret hurtigt, hvorefter bandet af uvisse årsager gav sig til at udbasunere intetsigende soloer på piano, bas, percussion, guitar og trommer i et betragteligt antal minutter, der føltes som en evighed.
Helt til sidst fik håndlangerne minsandten viklet ’ Don’t Worry Be Happy’ ind i fadæsen, og så blev man da først virkelig bekymret på Morrisons vegne.