JOHNNY MADSENS GENIALE FIASKO
SVÆR START: Legenden ser tilbage på sit komplet vanvittige debutalbum, der angiveligt blev solgt i 300 eksemplarer
Alle elsker jo Johnny Madsen. Men sådan har det ikke altid været.
– Engang spillede jeg på et værtshus i Skjern. De tændte for jukeboxen, da jeg havde spillet to numre. Det er aldrig et godt tegn. Johnny Madsen sidder på Fanø i en tåge af tobaksrøg og husker tilbage på sin ikke synderligt succesfulde start i dansk showbiz.
– En anden gang spillede jeg opvarmning for pigebandet Vos i Byparken i Holstebro. Der var omkring 6000 mennesker, og ikke en eneste klappede ad mig.
– Bagefter sad jeg på en bænk og tænkte, ’ Johnny Madsen, er du nu sikker på, det her er noget for dig?’. Det var en eklatant fiasko. Men det er med til at hærde en, at ingen kan lide det, man laver.
En hård hærdning
Det med hærdningen fik han brug for. Første halvdel af 80’ erne var hård for Johnny Madsen.
Spillemanden fra Thyborøn havde i 1982 ellers udsendt danmarkshistoriens måske mest geniale og gale debutalbum, ’ De tørre er de best... men våde er de flest’.
Genialiteten gik bare ikke rigtigt op for nogen som helst.
– Det er en vanvidsplade! konstaterer Johnny Madsen i dag.
’ Å så’ det ik’ engang løwn’ som en anden meget jysk humorist, Poul Erik Krogen, altid sagde.
I kraftig sidevind
Johnny Madsen filtrede komik og folkemusik sammen. Det var en slags Monty Python med banjo. I kraftig sidevind ved yderste revle.
Men hvor kom sange som ’ Kunstens vilkår’, ’ Akvariefisk’ og ’ Ha’ ska’ du lave i nat?’ fra? Et værtshus naturligvis:
– La Porta var ren anarkisme! For satan da. Hvad der ikke skete der … Det kom der vanvidssange ud af.
La Porta var Johnny Madsens stamværtshus i Lemvig.
– Det var et vildt sted. Vi sad og jammede til klokken seks om morgenen, forklarer veteranen i et tonefald, så man får en fornemmelse af, at han trods alt savner det lidt.
Knækkede koden
Johnny Madsen, der er blevet 72, var på det tidspunkt omkring 30 år, og han havde erfaring fra folkemusikgruppen Rumlekvadrillen og bluegrassorkestret La Porta Band, da han forsøgte sig som solist.
– I tiden på La Porta begyndte jeg at knække koden til en anden verden. Jeg følte ligesom, at jeg kunne tillade mig at lave nogle ting, som ikke så mange andre kunne tillade sig, siger sangskriveren om materialet på sin famøse og lige så forrygende debut.
Men ’ De tørre er de best...’ gik til bunds som en boret knallert i et havnebassin.
– Jeg prøvede at få pladen afsat til et pladeselskab, og de første, jeg sendte den til, sagde, ’ Du er tosset, men det er vi også, så vi tager den’. Jeg tror, den solgte 300 eksemplarer, erindrer Johnny Madsen.
To ugers karantæne
Det blev vestjyden jo ikke rig af.
Det gjorde han heller ikke som medejer af La Porta. Økonomien sejlede mere end Lemvigs fiskere:
– Min far var bogholder, men det kom nu alligevel bag på os, at vi havde udgifter til for eksempel moms og husleje. Jeg er jo fra Thyborøn, så jeg troede, moms var noget, man fik udbetalt.
Johnny Madsen havde gået på Nørre Nissum Seminarium. Det var ikke en handelsskole:
– Cæsar skulle spille på La Porta, og jeg spurgte ham, hvad han skulle have for det. ’ Vi er nok nødt til at have 1500,’ sagde han. ’ I skal fandeme have 2500!’ udbrød jeg så. Og sådan var stilen deroppe, mindes poeten.
Inden La Porta måtte lukke med en betragtelig gæld, nåede Johnny Madsen at få to ugers karantæne fra sin egen bar.