VOLDTÆGT PÅ LOVLØST SKIB
Bliver du udsat for en forbrydelse på et krydstogtskib, risikerer du, at ingen vil hjælpe dig – det dilemma bliver sat på spidsen med en mor og datter på et grænsesøgende cruise
' Birthday Girl'
Instruktør: Michael Noer Premiere i dag i biograferne
★★★★★☆
Hold godt fast! Der er stærk bølgegang i det internationale farvand og ingen sikkerhed ombord: Fødselsdagsdruk med mindreårige ender i svigt og voldtægt. Benægtelse, desperation, uafklarede anklager.
Og decideret afmagt, for på et krydstogtskib er der ikke nødvendigvis hjælp at hente, hvis der sker en forbrydelse. Som turist befinder man sig i en slags lovløst land på vand. Kyniske rederier undgår behændigt lokalpolitiets indblanding, fordi de er uden for jurisdiktion.
Og dét er skidt reklame for de ubekymrede feriesejladser.
Det groteske paradoks har instruktør Michael Noer personligt undersøgt ved at tage på cruise- research både på havet og via internettets beretninger om uafklarede overgreb. Man kan selv læse med her: internationalcruisevictims. org.
Sømænd og selvtægt
Ifølge pressematerialet til ’ Birthday Girl’ er der cirka 50.000 danskere blandt de 34 millioner mennesker, der forventes at tage på krydstogt i 2024. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været på cruise eller skænket sværvægtsskibenes anarkistiske univers en tanke.
Det har filmens hovedperson heller ikke. Trine Dyrholm tager dig med storm som den drikfældige mor, der har inviteret sin 18- årige datter og datterens veninde med på fødselsdagstogt. Der skal laves ’ nye minder’ i det ambivalente mor/ datter- forhold. Dyrholm er som altid intens og befriende desperat i sit overbevisende portræt af en mor i vildrede. Indledningsvist som ’venindemor’, når hun lader datteren drikke sig plørefuld.
Senere som det totale svigt, når hun selv fordufter til de nedre etager med en sømand og en joint. Og endelig som stålfast selvtægtskvinde, da hun sætter sig for at opklare, hvad der ligner en fuldbyrdet voldtægt af datteren, der intet kan huske.
Plaster på såret
– En mors kærlighed kan ikke måles, siger en filippinsk ansat på skibet. Det er en fin og fordomsfri pointe. Hun skal mandsopdække mor og datter efter forbrydelsen. Skibslægen tilbyder en undersøgelse med et såkaldt ’ rapekit’, men det er også den eneste hjælp, de får. Ud over en opgradering til luksuskahyt med balkon frem for et klaustrofobisk rum med koøje og fake udsigt. Altså, et sølle plaster på en forbrydelse, som sikkerhedspersonalet ikke for alvor orker opklare.
Michael Noer laver dilemmafilm, der kan minde om dokumentar. Sidst serien ’ Huset’ på DR, men blandt andre af mine favoritter er fængselsfilmen ’ R’ og forbryderdramaet ’ Nordvest’.
Håndholdte beretninger, der skarpt holder sig til de omtrent halvanden time, som få instruktører efterhånden vil nøjes med.
Skyld og skam
Her får du 91 minutters foruroligende bølgegang i bøllebananernes flydende paradis. En mor træder i karakter. Hvem gjorde det? Hvis skyld er det? Hvordan løser vi det?
Inden skibet når til Bahamas, vel at bemærke. Det er skyld, skam og selvopklaring på et højt og intenst filmisk niveau. Som om du selv er ombord med al din tvivl og afmagt. Og nok lige overvejer sådan et cruise en ekstra gang.