Belejringen af Leningrad
8. SEPTEMBER 1941 27. JANUAR 1944
Leningrad (den gamle hovedstad i Rusland, nu St. Petersborg) var hovedmålet i Barbarossa-felttoget for marskal von Leebs haergruppe Nord. I august 1941 begyndte tyske styrker fra syd sammen med finske tropper omringningen af byen. Hitler besluttede, at den skulle belejres, fordi han ville undgå de store tab ved et regulaert angreb. Langsomt blev ringen sluttet, og den sidste jernbaneforbindelse til byen blev afbrudt den 30. august. I begyndelsen af september var de tyske haere kun 11 kilometer fra byens centrum. Den første granat i de centrale områder faldt den 4. september, de første bomber to dage senere. Den 8. september blev den sidste landforbindelse afskåret, og Leningrad var blokeret. Stalin sendte general Zjukov til byen for at organisere sit forsvar, og han formåede at forsinke fremrykningen. Den 25. september gravede de tyske styrker sig ned, og belejringen begyndte. I august blev anslået 636.000 personer evakueret – de fleste af dem kvinder og børn – via de resterende smalle landeveje, men da belejringen blev effektiv, var 3,3 millioner tilbage i fangenskab i byen og i lommer i nord og øst. Hitlers mål var at sulte og bombe Leningrad til overgivelse. Fødevarerne slap op efter få uger, og den 1. november var der kun rationer til syv dage tilbage. Mellem august og oktober ivaerksatte tropper i øst en redningsaktion – »Operation Sinyavino« – men det lykkedes ikke at bryde belejringen. Kun åbningen af en lang og vanskelig vej over isen på Ladoga-søen reddede byens befolkning.
Det betød ganske små fødevareforsyninger, som ikke kunne forhindre de mange dødsfald som følge af underernaering og sygdom, men som dog holdt dele af befolkningen i live. I et forsøg på at lukke den sidste forsyningskilde drog de tyske tropper mod vest for at erobre de russiske forsyningsanlaeg i Tikhvin den 9. november, men Den Røde Haer tilbageerobrede byen den 9. december, og Leningrad fortsatte med at modtage forsyninger. De tyske styrker begyndte regelmaessig beskydning og bombning
og affyrede i alt 150.000 artillerigranater under belejringen. For byens indbyggere var tilvaerelsen ekstrem. Traehuse blev revet ned for at skaffe braende, elforsyningen blev stort set lukket, laegetjenesten kollapsede, og produktionen af krigsmateriel blev kun opretholdt med stor vanskelighed. I løbet af 1942 gjorde Den Røde Haer flere forsøg på at bryde belejringen – i »Operation Lubyan« fra januar til april 1942 og i en ny operation – »Sinyavino« – fra 19. august til 10. oktober 1942. Det andet angreb forpurrede tyske planer om at storme byen, men fik ikke brudt blokaden. Det lykkedes imidlertid den 18. januar 1943, da en sovjetisk styrke formåede at åbne en 8 kilometer bred korridor syd for Ladoga-søen (»Operation Iskra«). Der blev etableret en vej- og jernbaneforbindelse, og selv om den var under konstant beskydning, formåede den at forsyne byen. Belejringen blev først stoppet et år senere, da den sovjetiske Volkhov-front den 27. januar 1944 pressede den tyske haergruppe Nord tilbage fra byen som en del af en generel sovjetisk offensiv på de nordlige dele af fronten. Antallet af dødsofre i Leningrad har aldrig kunne fastslås med sikkerhed, men det officielle sovjetiske tal for civile dødsofre er 632.253. Det reelle tal kan vaeret over 1 million. Anslået 77.000 sovjetiske soldater døde i det sidste felttog for at befri Leningrad, som havde holdt ud i 900 dage.
»Kun åbningen af en lang og vanskelig vej over isen på Ladoga-søen reddede byens befolkning«