At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen

Historien om 2 verdenskrig - - INDHOLD -

Fra den 9. til 12. au­gust 1941 fandt krigens før­ste top­mø­de sted – mel­lem den ame­ri­kan­ske pra­esi­dent Franklin D. Roo­se­velt og Stor­bri­tan­ni­ens pre­mi­er­mi­ni­ster Win­ston Chur­chill. Det fo­re­gik på New­fo­und­land ud for Ca­na­das kyst. Chur­chill an­kom med et slagskib og Roo­se­velt med den ame­ri­kan­ske kryd­ser Au­gus­ta, hvor de fle­ste mø­der blev holdt. I Pla­cen­tia Bay kun­ne de to – an­sigt til an­sigt – dis­ku­te­re kri­gen og om­fan­get af ame­ri­kansk bi­stand. Det var et fø­lel­ses­ma­es­sigt øje­blik for beg­ge ma­end, men for Chur­chill var mø­det sa­er­ligt vig­tigt. Uden USA'S bi­stand var Stor­bri­tan­ni­ens mi­li­ta­e­re styr­ke gan­ske en­kelt ik­ke stor nok til at be­sej­re Ak­se­mag­ter­ne. Al­le­re­de den før­ste dag for­tal­te Roo­se­velt Chur­chill, at han øn­ske­de, at de kom med en fa­el­les er­kla­e­ring om lang­sig­te­de po­li­ti­ske mål, som kun­ne of­fent­lig­gø­res.

Sam­me af­ten tog Chur­chill til­ba­ge til sit skib og ud­ar­bej­de­de en er­kla­e­ring i fem punk­ter.

Dis­se punk­ter blev ker­nen i et do­ku­ment, der se­ne­re blev kendt som At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen. Ame­ri­ka­ner­ne var in­ter­es­se­re­de i en åben ef­ter­krigs­ø­ko­no­mi, mens Chur­chill ik­ke vil­le sa­et­te im­pe­ri­ets frem­ti­di­ge øko­no­mi på spil.

Han var ir­ri­te­ret ved tan­ken om, at Roo­se­velt kun­ne ge­ne­re bri­ti­ske in­ter­es­ser, og be­skyld­te ham for at for­sø­ge at øde­la­eg­ge det bri­ti­ske im­pe­ri­um. Til sidst blev de eni­ge om en af­ta­le i ot­te punk­ter. Beg­ge par­ter for­plig­te­de sig til et

ef­ter­krigs­sam­fund, hvor selv­be­stem­mel­se og frie valg var nøg­le­prin­cip­per­ne. Af­ta­len in­de­bar og­så en vag for­plig­tel­se til åben ad­gang til verdens råva­rer og fri tra­fik på ha­vet. Et an­det punkt om­hand­le­de min­dre an­ven­del­se af magt for at lø­se kon­flik­ter. Prin­cip­per­ne var blødt for­mu­le­ret og for­plig­te­de in­gen af par­ter­ne. Erkla­e­rin­gen blev of­fent­lig­gjort den 14. au­gust, og ind­hol­det blev snart kendt over he­le ver­den. I sep­tem­ber un­der­skrev al­le de sto­re al­li­an­ce­sta­ter pag­ten i Lon­don, og den 1. ja­nu­ar 1942 un­der­skrev 26 na­tio­ner At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen. Dis­se lan­de un­der­skrev og­så De For­e­ne­de Na­tio­ne­rer­kla­e­rin­gen, som var be­gyn­del­sen på det, der tre år se­ne­re blev FN. Det var ik­ke Roosevelts op­rin­de­li­ge plan, da USA ik­ke var i krig, men erkla­e­rin­gen blev en sam­let frem­stil­ling af de al­li­e­re­des mål med kri­gen. Dis­se prin­cip­per blev grund­la­get for et­hvert for­søg på at ska­be et va­rigt ef­ter­krigs­sam­fund med in­ter­na­tio­nal ret­fa­er­dig­hed. Erkla­e­rin­gen fik en helt an­den mod­ta­gel­se i Ber­lin og Moskva. Sta­lin brød sig ik­ke om tan­ken om, at Sov­je­tu­ni­o­nen skul­le va­e­re for­plig­tet til at respek­te­re an­dre lan­des su­ve­ra­e­ni­tet el­ler frit valg­te re­ge­rin­ger. Sov­je­tu­ni­o­nen slut­te­de sig dog til erkla­e­rin­gen, men over­holdt den al­drig. Ef­ter kri­gen blev der ik­ke gjort for­søg på at be­skyt­te min­dre sta­ter mod sov­je­tisk un­der­tryk­kel­se, og der blev ik­ke af­holdt frie valg før 1990. Ber­lin op­fat­te­de erkla­e­rin­gen som en trus­sel. Hit­ler for­tol­ke­de den som en ad­var­sel om, at USA vil­le gå ind i kri­gen, og var nu over­be­vist om, at lan­det var Tysklands fjen­de. Han men­te, at erkla­e­rin­gen blev ud­ar­bej­det af ame­ri­kan­ske og bri­ti­ske jø­der, og da­gen ef­ter med­del­el­sen be­or­dre­de han Him­m­ler til at in­ten­si­ve­re jø­de­for­føl­gel­ser­ne. I Hit­lers forvra­en­ge­de ver­dens­bil­le­de var At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen en krig­ser­kla­e­ring fra verdens jø­der mod det ty­ske folk.

»Al­le­re­de den før­ste dag for­tal­te Roo­se­velt Chur­chill, at han øn­ske­de, at de kom med en fa­el­les er­kla­e­ring om lang­sig­te­de po­li­ti­ske mål«

Re­pra­e­sen­tan­ter for »De fem sto­re« – USA, Stor­bri­tan­ni­en, Frank­rig, Ki­na og Sov­je­tu­ni­o­nen – mød­tes den 29. maj 1945 for at fort­sa­et­te de for­hand­lin­ger, der før­te til hen­sigt­ser­kla­e­rin­gen om op­ret­tel­se af FN. At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen fra 1941 lag­de...

Roo­se­velt by­der Chur­chill vel­kom­men om bord på USS Au­gus­ta. Han støt­tes af sin søn El­li­ot, for­di han var gang­be­sva­e­ret. Chur­chill over­rak­te et per­son­ligt brev fra kong Ge­or­ge VI af Eng­land.

Chur­chill og Roo­se­velt til­ba­ge i hjem­lan­de­ne ef­ter un­der­skri­vel­sen af den hi­sto­ri­ske af­ta­le om sam­ar­bej­de mel­lem USA og Stor­bri­tan­ni­en.

Men­ne­skek­nog­ler fun­det i kz-lej­ren Ma­j­da­nek uden for Lublin i Po­len af rus­si­ske styr­ker, som be­fri­e­de lej­ren i 1944. Nog­le ha­ev­der, at Hit­lers ra­se­ri over At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen frem­skyn­de­de ud­ryd­del­sen af jø­de­r­ne.

Fan­ger i Bu­chenwald-kon­cen­tra­tions­lej­ren i 1945. At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen og se­ne­re erkla­e­rin­gen om De For­e­ne­de Na­tio­ner skul­le ska­be en ny de­mo­kra­tisk ver­den­sor­den, hvor så­dan­ne gru­som­he­der ik­ke skul­le gen­ta­ges.

Hit­ler og Him­m­ler i sam­ta­le i 1941. Hit­ler be­trag­te­de At­lan­ter­hav­ser­kla­e­rin­gen som en krig­ser­kla­e­ring fra verdens jø­der mod det ty­ske folk. Et par da­ge se­ne­re be­or­dre­de han Him­m­ler til at star­te en me­re ak­tiv kampag­ne mod jø­der i Sov­je­tu­ni­o­nen.

Vi­vi­en Leigh som La­dy Ha­milt­on i fil­men »That Ha­milt­on Wo­man« fra 1941. Det­te var Chur­chills fa­vo­rit­film, og han me­nes at ha­ve set den igen og igen på vej til mø­det med Roo­se­velt i Pla­cen­tia Bay på New­fo­und­land, Ca­na­da.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.