Tyskland invaderer Polen
Den tyske invasion af Polen den 1. september 1939 var højdepunktet i en plan med kodenavnet »Fall Weiss«, som oprindeligt blev udarbejdet af de tyske vaebnede styrker efter ordre fra Hitler i april samme år. Krigen mod Polen var ikke en konflikt, Hitler oprindeligt havde ventet. Efter München antog han, at polakkerne ville blive trukket ind i den tyske indflydelsessfaere. Han ville have dem til at revidere statussen for Gdansk – en by forvaltet af Folkeforbundet for at give Polen adgang til havet – så den igen kunne blive en tysk by, som det var tilfaeldet før 1919. Han forventede ligeledes, at de rige industriområder i Schlesien, som var blevet tildelt Polen efter en folkeafstemning i 1919, ville blive tyske. Men polakkerne naegtede at afstå, og Hitler, som var frustreret over ikke at have fået sin lille krig mod Tjekkiet i 1938, besluttede at straffe polakkerne ved at tage områderne med magt. Han argumenterede imod tvivlerne i Berlin, som mente, at Storbritannien og Frankrig nok ville protestere, men ikke gribe ind. Efter at have underskrevet aftalen med Sovjetunionen var Hitler sikker på, at risikoen var staerkt reduceret. Skinforhandlinger sidst i august skulle få det det til at se ud, som om Tyskland havde et retsgrundlag for krig, selv om SS planlagde at arrangere en graenseprovokation, som skulle ligne et polsk angreb. Et angreb fra tyskere i uniformer ved graensestationen i Gliwice natten mellem 31. august og 1. september var signalet. Ordren om at rykke frem gik ud til den tyske haers 1,5 millioner tropper, støttet af mere end 1.500 fly. Dette skulle vaere den første test af det, der skulle blive kendt som »Blitzkrieg« eller »lynkrig«. Den tyske plan var et angreb fra to sider: fra Østpreussen i nord og Schlesien i syd. Begge angreb skulle gå mod den polske hovedstad Warszawa. I fortroppen fandtes fem panserdivisioner med hurtigtreagerende tropper grupperet i omkring 300 tanks og støttet af bombefly og jagere. Det var første gang, denne nye form for lynkrig med brug af moderne våben blev prøvet. Den polske haer på naesten 1 million maend gjorde tapper modstand, men blev overrumplet af de tyske styrker. Det lille polske luftvåben på ca. 400 fly blev ødelagt, mens det tyske luftvåben fik 564 fly ødelagt
eller skadet. En uge efter kampens begyndelse befandt de tyske styrker sig 40-65 kilometer fra Warszawa og strammede løkken omkring de polske haere. Den sidste polske position var Modlin i nord, men efter en kraftig bombning af hovedstaden måtte de polske styrker overgive sig den 27.september. Omkring 100.000 polske soldater flygtede over graenserne, mens 694.000 blev sendt i fangenskab. De tyske styrker havde mistet omkring 13.000 maend, polakkerne 70.000. Den første test for det genoprustede Tyskland var en succes.
Naeste dag, den 28. september, mødtes tyske og sovjetiske ledere for at aftale demarkationslinjen. En ny aftale blev underskrevet: Den tysk-sovjetiske venskabstraktat, som stadfaestede opdelingen af Polen og overdragede Warszawa-området til den tyske besaettelsesmagt. Jøder blev diskrimineret helt fra begyndelsen, og i november 1940 blev de tvunget ind i en lukket ghetto i byen. Bag de tyske haere havde Hitler indsat saerlige grupper med sikkerhedsagenter og Ss-soldater. De begyndte den systematiske udryddelse af alle polske intellektuelle, nationalistiske politikere og embedsmaend i et mønster, som gentog sig over hele Europa i de mørke år under tysk besaettelse. I slutningen af krigen var mere end 6 millioner polakker, herunder 3 millioner polske jøder, blevet draebt.